Timba - 1990ernes nye dansemusik på Cuba

og dans er indbyrdes afhængige; at deres struktur både gør brug af faste og improviserede
elementer; at kompleksitet og dybde opnås ved sammenlægning og udvidelse af små, simple
forskellige enheder; og at den menneskelige krop er i centrum (Daniel 1995: 34). Der er med andre
ord tale om en helhedsopfattelse af musik - en forståelse af at musik og dans hænger sammen
strukturelt - som er gået i arv gennem mange generationer. En del af de cubanske musikere jeg
snakkede med, f.eks. violinisten Pedro Fajardo, gav netop udtryk for en sådan opfattelse:
Som musiker spiller man med hjertet hver dag. Men hvis folk forstår, det man laver, spiller
man mere aggressivt…man bliver mere tændt, fordi publikum kræver det af dig! Og det er jo
det, vi arbejder for: for publikum, for danserne, men også for dem der ikke danser…Man skal
glemme alt og kun tænke på, at danseren er kommet for at høre dig, og du skal få ham til at
rejse sig fra sin plads for at danse, og aldrig lade ham sætte sig ned igen…Når du kan se, at
danseren ikke sætter sig ned, er det fordi, han vil have mere! (Fajardo nr. 18). 163
Når man danser til timba, er det svært ikke at blive grebet af denne ret så kraftfulde musik, for ikke
at tale om det visuelle show på scenen, hvor musikerne uden blusel kaster sig ud i imponerende
dansekoreografier samtidig med, at de uantastet spiller videre på deres instrumenter. Som Fajardo er
inde på, betyder det meget for musikerne, at folk danser til musikken. Det inspirerer dem ikke blot
til at fortsætte videre i det samme groove, men også til at spille mere aggressivt.
I sin bog om den cubanske rumba bemærker Daniel ligeledes, at "dans ansporer til
gentagelsen af omkvæd". Dansen er i konstant forandring, fordi der hele tiden tilføjes nye nuancer,
hvorved den ændrer sig over et længere forløb, forklarer hun (Daniel 1995: 76, 138). Begge
iagttagelser må siges at karakterisere mange former for dansemusik, men efter min opfattelse i
særdeleshed den cubanske timba. F.eks. er det meget almindeligt, at de cubanske musikere strækker
numrene langt ud til koncerter, typisk ved at gentage omkvædet, finde på nye kor eller ved at
involvere publikum, som ofte kender musikken ligeså godt som orkestret. Der etableres med andre
ord et gensidigt forhold mellem orkestret og publikum. Nogle gange ender det ligefrem med, at
publikum stjæler opmærksomheden fra bandet, når de begynder at synge og danse på samme tid.
Eller når folk springer op på scenen, og danser erotisk udfordrende op til musikerne og resten af
publikum.
163 Como músico se toca con corazón todo los días. Pero si la gente entiende el trabajo que estás haciendo, se toca más
agresivamente,…uno se emociona más, porque el público te lo está pidiendo. Y, bueno, para eso trabajamos: para el
público, para el bailarín. Para el bailarín y para el que no sabe bailar también….Uno tiene que olvidarse de todo y saber
que el bailador vino a oirte y lo tienes que sacar de donde está sentado…y que se ponga a bailar y no dejarlo sentar
nunca…Cuando tú ves que el bailador no se sienta, es porque quiere otra! (Fajardo nr. 18).
81