Timba - 1990ernes nye dansemusik på Cuba

personers udtalelser og mine egne observationer og erfaringer i felten. Der er med andre ord tale om
en kvalitativ undersøgelse af den cubanske timbastil.
Specialet giver ikke plads til en længere redegørelse af feltarbejdets mange teoretiske facetter, men
jeg skal i det følgende kort redegøre for nogle af de teoretiske overvejelser, jeg har forholdt mig til
undervejs i forløbet. Jeg vil desuden præsentere mit feltarbejde - den etnologiske metode, som i
løbet af det 20. århundrede er blevet en af antropologiens og ikke mindst musiketnologiens vigtigste
redskaber i studiet af fremmede eller ikke så fremmede (musik)kulturer.
I kapitlet "You will never understand this music" (Nettl 1983) refererer den amerikanske
musiketnolog Bruno Nettl til den japanske musikforsker Koizumi, som mener, at man kun kan
studere et emneområde fra ens egen synsvinkel, men at man ved at sammenligne forskellige
synspunkter får den bredest mulige indsigt. Dette leder Nettl ind på diskussionen om hvem, der
bedst kan beskrive en musikkultur: Outsideren som er i stand til at distancere sig fra sit
emneområde, eller insideren som er i besiddelse af en viden, som er mere eller mindre uopnåelig for
den udefrakommende forsker. Nettl mener selv, at man skal forlige sig med sin begrænsede
outsiderposition, og i stedet betragte den som unik. Som gæst eller observatør i en fremmed kultur
vil man altid befinde sig i en eller anden form for outsiderposition, men det betyder ikke, at man
ikke kan bidrage med ny viden om det pågældende emne (Nettl 1983: 268). Man kan diskutere, om
disse modsætningsfyldte positioner ikke mere eller mindre smelter sammen, når musiketnologen
tager aktivt del i feltets mikrokosmos, f.eks. ved at spille et instrument i et lokalt ensemble eller ved
at danse. Den amerikanske antropolog Yvonne Daniel, som har studeret rumba på Cuba, mener, at
det er ved at danse, at man for alvor kommer til at forstå dansen. Hun vælger i øvrigt at betegne sig
selv som observerende deltager frem for deltagende observatør, som tidligere var den traditionelle
udgangsposition (Daniel 1995).
For mit eget vedkommende har feltarbejdet først og fremmest bestået af interviews med
cubanske musikere og universitetsfolk, uformelle samtaler med cubanere fra forskellige
samfundslag, danseundervisning, koncertgængeri og det faktum at jeg midlertidigt har indgået som
individ i feltens mikrokosmos. Jeg har med andre ord fungeret både som deltagende observatør og
observerende deltager. Mit kapitel om dans (kap.5) tager f.eks. i høj grad udgangspunkt i min egne
danseoplevelser; i det Københavnske salsamiljø, i forskellige europæiske storbyer og i Havanna.
3