Timba - 1990ernes nye dansemusik på Cuba

denne diskussion, hvor jeg konkluderede, at timba ikke kan betegnes som specielt postmoderne, da
den for det første tager udgangspunkt i son, og for det andet er lokalt snarere end globalt orienteret.
Despelote derimod bruger ganske vist mange typiske elementer fra son, men disse udgør ikke et
fundament på samme måde, hvorimod man kunne diskutere, om ikke rumba og mambo udgør en
slags basis for despelote. Reinaldo Mirabal mener f.eks., at stilen primært er inspireret af disse to
danseformer. Det er dog muligt, at despelote snarere skal betragtes som en tilgangsmåde til det at
danse end som en specifik stil - akkurat som det er muligt for musikstilens vedkommende (jf. kap.
2.2.5.). Despelote kan f.eks. være en betegnelse for, når der er en masse mennesker, som danser på
meget lidt plads og finder på en eller anden form for fælles dans. Typisk vil der ikke være plads til
at danse casino, og man er i stedet nødt til at bruge armene og naturligvis hofterne til at danse med.
Carlos Pérez forklarer:
Hvis du nu f.eks. har været til en fest, og der har været en hel masse mennesker, og de danser
helt vildt godt, og de bare danser helt vildt tæt, fordi der næsten ikke var plads…og så du
kommer hjem, og så der er en ven der spørger:…Nå, var det en god fest?, ville du sige:
"Ahh…fue tremendo despelote" ("ja, det var helt vildt despelote!") (Pérez nr. 26).
På den anden side forbindes despelote med en række erotisk udfordrende figurer - både for mandens
og kvindens vedkommende - som f.eks. el tembleque, hvor kvinden vrider sig og hvirvler sine
hofter hurtigt rundt eller la batidora, hvor hun kruser sig ved at skubbe forarmene frem, samtidig
med at hun skubber underlivet bagud som en seksuel provokation. I den forstand kan despelote altså
betragtes som en forholdsvis standardiseret danseform.
Despelote er som antydet ikke en pardans i traditionel forstand. Kvinder og mænd danser enten hver
for sig, over for hinanden eller hvis det går hedt til, bagved hinanden, som det kendes fra hip hop,
soul og andre afroamerikanske danseformer. Ifølge Yvonne Daniel er denne adskillelse mellem
mænd og kvinder et karakteristisk afrikansk træk, som bl.a. karakteriserede visse europæiske
danseformer, som blev danset på Cuba i kolonitiden. Hun skriver:
These descriptions provide evidence of an important element of African dance that came from
Spain as well as from Africa: separation of males and females while dancing. This element
contrasts with one that later became characteristic of many dance forms in the Carribbean
islands, including Cuba: partner dancing. African style allowed the male to pursue the female
160 De cubanske danseformer har rødder i de europæiske (primært Spanien og Frankrig), de afrikanske (Yoruba, Kongo-
Angola, Arará og Carabalí), de haitianske og, i det 20. århundrede, de nordamerikanske dansetraditioner, som de
samtidig har øvet stærk indflydelse på (Daniel 1999: 35).
78