Timba - 1990ernes nye dansemusik på Cuba

I modsætning til mange former for vestlig musik, hvor grænsen mellem udøvende kunstnere
og publikum ofte er skarpt trukket op, er der til sådanne koncerter snarere tale om en tovejs-
kommunikation. Til timbakoncerter betyder det meget, at folk danser til musikken, idet samspillet
mellem improvisatorerne på dansegulvet og dem i bandet i dén grad er med til at højne musikkens
standard. "Musikken bliver bedre, dansen bliver bedre, når begge parter viser hinanden opmærk-
somhed", som den amerikanske perkussionist Eddie Wood formulerer det (Wood nr. 7).
I afsnittet om despelote skrev jeg, at den cubanske timba i 1990erne gav anledning til en anderledes
og mere aggressiv dans, men spørgsmålet er, om det ikke forholder sig omvendt - forstået sådan at
det til at starte med var de cubanske dansere, som inspirerede musikerne til at spille mere eksplosivt
og udfordrende. Cubas vel nok vigtigste repræsentant for den cubanske dansemusik, Juan Formell
udtaler:
…it's hard to explain in theory, but the changes we have made are based on the dancers, who
for the last five years have been moving differently. Each musical genre, and Cuba has 20 or
30, has a dance. To my mind, the interesting thing are precisely the dancers. They're making it
clear that there's something new in our music (Castaneda 1998).
Formell mener, at det først og fremmest er danserne, som motiverer musikerne til at lave ændringer,
og som giver musikerne et fingerpeg om, hvad der skal gøres. Dette bekræftes af Klimax' leder
Giraldo "Piloto", som fortæller, at musikerne gradvist var nødt til at opfinde denne nye stil, som i
højere grad fulgte danserne (Silverman 1999). Der er med andre ord tale om en vekselvirkning,
hvor musikerne på den ene side inspirerer danserne til at bevæge sig og være kreative, mens de på
den anden side selv bliver inspireret til at udvikle nye måder at spille på, som i højere grad tager
udgangspunkt i kroppens bevægelser. Dansen skifter således status fra at være et vedhæng til
musikken til at blive en forudsætning for dens udvikling.
En sådan vekselvirkning mellem musikere og dansere finder man ganske vist i mange former
for musik, specielt i de afrikansk baserede musikformer, hvor musik og dans er tæt forbundne. I den
cubanske rumba er samspillet mellem trommeslageren og danseren som nævnt helt essentielt og
måske i virkeligheden mere udtalt, end det gælder indenfor timba, idet kommunikationen foregår på
et fysisk afgrænset område, d.v.s. på et mere intimt plan. Men i forhold til mange andre former for
populærmusik adskiller den cubanske timba sig markant i denne forstand. Måske kunne man drage
en parallel til det samspil, som opstår mellem den kreative DJ og det kreative dansepublikum
82