Timba - 1990ernes nye dansemusik på Cuba

Ifølge Rivero er musik og politik tæt forbundne størrelser på Cuba, hvad enten musikerne ønsker
det eller ej. Hvorvidt dette specielt gør sig gældende for den unge generation, kan måske diskuteres,
men det er klart, at de i højere grad end f.eks. de aldrende musikere fra orkestret Buena Vista Social
Club repræsenterer Fidel Castros revolution. De unge timbamusikere er så at sige et produkt af
statens massive satsning på uddannelse og kultur, hvilket formentlig er en væsentlig grund til, at de
store udenlandske pladeselskaber har tøvet med at skrive kontrakt med dem. Juan Formell mener
ligefrem, at Buena Vista Social Clubs varme modtagelse i udlandet er udtryk for en forherligelse af
tiden før den cubanske revolution, som bl.a. har haft til formål at aflede opmærksomheden fra de
fremstormende unge timbaorkestre (Cantor, 1998). Det lader dog til, at billedet er ved at vende. I
slutningen af 1990erne havde de fleste store orkestre skrevet kontrakt med en række mindre
europæiske selskaber samt enkelte amerikanske selskaber. Rivero ser dette som en vigtig ændring,
fordi at det vil ændre folks utidssvarende opfattelse af den cubanske populærmusik, der har udviklet
sig meget siden revolutionen i 1959 (Rivero nr. 1). Ligesom det gælder mange af hans kollegaer, er
han dog frustreret over, at de cubanske musikere endnu ikke har fået den anerkendelse, de fortjener.
Los Van Van vandt ganske vist en Grammy i 2000, men fik slet ikke den samme opmærksomhed,
som da latin pop-stjernen Ricky Martin vandt trofæet året forinden.
Ikke desto mindre har timbastilen efter min opfattelse været med til at give Cuba et positivt
image som et land, hvor kulturen lever i bedste velgående, og hvor udviklingen ikke har stået stille.
Det er et billede, som står mere eller mindre i kontrast til det image, som Wim Wenders' Buena
Vista Social Club-film har været med til at promovere: At Cuba er et land, der befinder sig i en
svunden tidsepoke - en opfattelse der naturligvis bekræftes af Havannas falmede koloniale
bygninger, den traditionelle musik og gadebilledet, som er domineret af amerikanske dollargrin fra
1940erne og 1950erne. Både den nye og den gamle cubanske populærmusik har således været med
til at forme Cubas nationale image i udlandet, selv om det først og fremmest er timbastilen, som har
udgjort en metafor for cubanernes selvopfattelse ude i verden.
Afslutningsvis kan man konstatere, at de radikale samfundsforandringer på Cuba i 1990erne gav
mulighed for forhandling af nye normer og værdier, og at dansemusikken var en del af denne
forandringsproces. Timbastilen afspejlede ikke blot de nye tider, men var også med til at forhandle
den nye sociale virkelighed på Cuba. Det kan diskuteres, om dansemusikken overvejende blev brugt
som en form for eskapisme og som en måde at afreagere på, eller om den i lige så høj grad var et
93