Timba - 1990ernes nye dansemusik på Cuba

dog formode, at amerikaneren Eddie Palmieris progressive klavermontunoer, som netop bevæger
sig udover den underliggende tumbaos rytme og den konventionelle tonalitet, også har haft stor
indflydelse på 1990ernes cubanske pianister.
Ifølge den amerikanske musiketnolog Peter Manuel er sangstilen ofte en af de mest centrale
aspekter ved en given stilart, og samtidig også en af de mindst foranderlige i synkretiske stilarter
(Manuel 1990: 20). Hvorvidt dette også gælder den cubanske timbastil, kan diskuteres. Sangstilen
har ganske vist en meget central rolle, men uforanderlig i forhold til traditionen kan man ikke
ligefrem kalde den. I en hel del timbanumre, især i korene, rappes eller råbes der f.eks. lige så
meget, som der synges. Typisk veksler man mellem at synge og rappe indenfor samme strofe (jf.
lydeksempel nr. 8 (4:42), og i dag er det ofte rap og ikke sang, som er udgangspunktet for de
cubanske sangere, når de skal improvisere mellem korene eller holde en samtale i gang med
publikum. Den måde man rapper på i timbastilen, er dog markant anderledes i forhold den
nordamerikanske mainstreamrap eller undergrundsrap. Udtrykket er stadig aggressivt og
deklamatorisk, men spørgsmålet er, om man overhovedet kan betegne stilen som rap. I de fleste
tilfælde er der snarere tale om en form for råben i stemmelejets øverste register end egentlig rap -
lidt i stil med 1980ernes Beastie Boys. Denne diskussion er dog problematisk, idet skillelinien
mellem sang, råben og rap kan være vanskelig at definere.
Timbaorkestrene er som nævnt kendetegnet ved at have mange blæserinstrumenter, som
samtidig er meget dominerende p.g.a. deres volumenmæssige kapacitet. En besætning består typisk
af tre trompeter og en saxofon, men dette variereres en del. Nogle orkestre bruger f.eks. også
tromboner. Ifølge Manolíns tidligere arrangør og pianist Luis Bu er den måde, man arrangerer for
blæsere helt anderledes i den nye timbastil. 141 I forhold til den traditionelle salsa er
blæserstemmerne hurtigere, mere synkoperede og mere jazzinspirerede (Tilds nr. 36). Inspirationen
fra gruppen Irakere er tydelig i denne henseende. En anden tendens er, at blæserne ofte spiller
unisont for at give udtrykket mere gennemslagskraft. Følgende nodeeksempel er skrevet for 2.
trompet (node nr. 9):
141 www.timba.com/manolín el médico de la salsa/interviews (22/3 2002).
65