Timba - 1990ernes nye dansemusik på Cuba

indenfor genrer som f.eks. hip hop, house og techno med den væsentlige forskel, at der her primært
er tale om forprogrammeret musik og ikke levende musik.
Man kunne så spørge: Hvordan sker denne vekselvirkning? Raymond Williams har sagt det
meget præcist efter min opfattelse, hvilket gælder for både dansere og musikere:
Rhythm is a way of transmitting a description of experience, in such a way that the experience
is recreated in the person receiving it, not merely as an 'abstraction' or an 'emotion', but as a
physical effect on the organism - on the blood, on the breathing, on the physical patterns of the
brain (Williams 1965: 40).
Eller sagt på en anden måde; orkestrets energiudladning forplanter sig til kroppen i såkaldte
isomorfe bevægelsesmønstre, 164 mens dansens energiudladninger omvendt forplanter sig i orkestrets
udtryk. Danserne er så at sige med til at skubbe musikken i en bestemt retning, idet de udover at
fortolke det musikalske udtryk også bidrager til den rytmiske kompleksitet ved at finde på nye trin
eller nye bevægelser. Ofte markeres deres grundtrin ikke direkte i musikken. Den spilles ikke af
orkestret, men fornemmes kun, som en slags udvidet grundpuls. For mit eget vedkommende udgør
dette aspekt en stor del af fascinationen ved at danse til timba, selv om det sjældent er noget, jeg er
bevidst om.
Det er muligt, at dansemusik i højere grad end såkaldt "lyttemusik" er med til at give folk en
følelse af identitet og af at være en del af et fællesskab, fordi de her tager aktivt del i musikken; dels
ved at underdele (og dermed forenkle musikkens rytmer) og dels ved at tilføje nye elementer til den.
Det vides ikke. Jeg kan blot konstatere, at der er rige muligheder for forskning indenfor dette meget
interessante område.
83