Timba - 1990ernes nye dansemusik på Cuba

når vestlige musikskribenter skal forklare baggrunden for timbastilens fremkomst. For mig at se er
der ingen tvivl om, at de cubanske musikeres forbedrede rejsemuligheder og den deraf opståede
musikalske udveksling har haft stor betydning for timbastilens stilistiske udvikling. Det gør trods alt
en forskel at mødes på tomandshånd og udveksle musikalske ideer frem for at høre radio, se
amerikanske film eller aflytte et nummer fra sin Cd-afspiller.
Udover at timbastilen har afspejlet den nordamerikanske kulturs indflydelse på Cuba, kunne
man også argumentere for, at timbastilen har afspejlet de ændrede, modsætningsfyldte samfunds-
strukturer i 1990erne, hvor man forsøgte at integrere en kapitalistisk markedsøkonomi med en
socialistisk centralstyring. Som jeg tidligere har været inde på, er timbastilen en overordentlig
sammensat størrelse, som består af mange forskellige musikalske stilarter; moderne såvel som
traditionelle elementer. Dette musikalske mix har muligvis appelleret til cubanerne, fordi de kunne
genkende noget af den ældre populærmusik, samtidig med at stilen indeholdte nye elementer, som
passede til tiden og som påvirkede folk. Man kan sige, at timbastilen udtrykte modsætningerne i det
cubanske samfund, hvilket kunne være en årsag til, at den blev så populær.
En sådan direkte parallel mellem musik og samfund er dog problematisk, idet den ikke er
baseret på empiriske undersøgelser eller på samfundsvidenskabelige teorier. Jeg vil derfor i det
følgende i højere grad tage udgangspunkt i mit eget feltarbejde, som berører timbastilens rolle og
betydning i det cubanske samfund i 1990erne.
En af timbastilens måske vigtigste funktioner overhovedet i 1990erne har ifølge den cubanske
trombonist Carlos Pérez været at få folk til at glemme deres problemer og i stedet give sig hen til
dansen og musikken. Han udtaler:
Det er en anden måde at søge tilflugt fra problemerne. Musik og dans har været vores form for
flugt, og vores måde at blive glade igen….Det er en form for udtryk for alle de ting, der sker i
vores liv. Det er den måde, vi får det ud på, de problemer vi har i hverdagen - det er faktisk
vores løsning (Pérez nr. 26).
Som Pérez er inde på bruges dansemusikken til at tackle hverdagens barske realiter: Den evige
venten i køer, manglen på de mest basale fødevarer, den begrænsede ytringsfrihed og de restriktive
rejsemuligheder. For cubanerne er dansemusikken en form for eskapisme og en måde at bearbejde
deres problemer på. I det repressive cubanske samfund, hvor de forringede levevilkår har medført et
89