Timba - 1990ernes nye dansemusik på Cuba

Jim Lepore bemærker ligeledes, at man på Cuba samles om dansen, som ofte udgør selve
omdrejningspunktet for det kollektive samvær. Efter endt arbejdsdag vælger man ofte at mødes
frem for at gå hvert til sit, hvilket efter hans opfattelse er med til at bevare vitaliteten i den
udøvende kunst på Cuba. De optrædende kunstnere trives med det levende publikum, som findes i
overtal, lige såvel som levende musik findes alle vegne på Cuba. Kunsten bliver således
umiddelbar, direkte og uundgåelig, og resultatet er, at et vigtigt særtræk ved den vestafrikanske
kultur er blevet bevaret i form af en kritisk kommunikation mellem dansere og musikere. F.eks.
bliver en trommeslagers riffs ofte bedømt ud fra, om han er i stand til at etablere en dialog med
danseren (Lepore 1999). Dette kendes primært fra den cubanske rumba, hvor det ofte er danserne
snarere end musikerne, som er i centrum.
Indenfor populærmusikken er dette forhold ikke nær så udtalt, idet kommunikationen foregår
på et mindre intimt plan, men dans er ikke desto mindre helt central for både publikum og
musikerne oppe på scenen. Til koncerter er det f.eks. almindeligt, at folk rejser sig op fra deres
siddepladser og begynder at danse, hvad enten de er alene eller i en gruppe. Og musikerne er på den
anden side meget bevidste om, at deres job er at få folk til at bevæge sig og give sig hen til
musikken og fællesskabet. Derfor prøver de at samle folk, f.eks. ved at få dem til at synge med,
klappe clavesrytmen eller udføre synkroniserede dansetrin og armbevægelser. Visse numre får
ligefrem status som populære fællesdanse, som f.eks. Manolíns "La Bola", 150 hvor dansere bevæger
hofterne rundt, samtidig med at de holder en imaginær bold i luften, eller Los Van Vans "Esto Te
Pone La Cabeza Mala", hvor folk i omkvædet ryster hænderne ved siden af hovedet. I sådanne
fællesdanse er det tydeligt, i hvor høj grad dans er med til at nedbryde distancer mellem folk. Man
kan så diskutere, om denne kvalitet er endnu mere karakteristisk for de cubanske pardanse, som
indebærer en større grad af intimitet og nærhed. Reinaldo Mirabal fortalte mig f.eks., at han altid
har elsket at danse med sin mor, som i sin tid lærte ham at danse. Hvis han skulle snakke med hende
om noget vigtigt eller bede hende om noget, så sørgede han for at danse med hende først. Dans var
altså for Reinaldo en måde at komme på bølgelængde med sin mor, en måde at kommunikere med
hende.
For mig at se er dette essensen af den cubanske dansekultur; nærheden og denne fælles
samhørighed som opstår mellem de dansende - det at dansen bruges som et middel til at
150 "La Bola" var et gennembrudshit for Manolín, el médico de la Salsa i 1995.
72