Timba - 1990ernes nye dansemusik på Cuba

sidstnævnte er tilfældet. Timbastilen blev både kritiseret for at være larmende, aggressiv og
ensformig, mens teksterne og dansen blev beskyldt for at være vulgære. Adskillige sange blev
censureret af de cubanske radiostationer, og flere af scenens mest prominente musikere oplevede
diverse kontroverser med det cubanske styre. En spansk journalist skrev ligefrem, at han så
musikken som udtryk for en generel degeneration i samfundet (Díaz nr. 9). Hvad var grunden til
disse stærke reaktioner? Kunne de tolkes som et tegn på, at timbastilen var ladet med en række mere
eller mindre kontroversielle betydninger, som gik ud over det musikalske niveau?
6.2. Timba som "aktør" i det cubanske samfund
Ifølge Peter Manuel kan populærmusik fra det meste af den 3. verden ikke forstås fuldt ud
uafhængigt af indflydelsen fra den koloniale fortid eller den imperialistiske samtid (Manuel 1988:
22). Dette gælder også for den cubanske timbastils vedkommende, som netop afspejler den øgede
vestlige påvirkning, som man har oplevet på Cuba op igennem 1990erne. Selv om den cubanske
regering stadig - med nogen ret - bruger den amerikanske handelsblokade som en undskyldning for
landets håbløse situation, bliver USA ikke længere betragtet som en fjende i samme grad, som det
var tilfældet under den kolde krig. Cuba har med andre ord åbnet sig op, og den unge generation,
som udgør en betragtelig del af befolkningen, 176 har især taget hip hop-kulturen til sig, hvilket bl.a.
ses på tøjstilen, dansen (det at man danser hver for sig) og for musikernes vedkommende brugen af
rap i den populære dansemusik. Hvorvidt amerikansk ungdomskultur er blevet mere attråværdig
end tidligere blandt de unge cubanere kan dog diskuteres. Den er snarere blevet mere synlig.
Som det gælder for alle former for musikalsk synkretisme, er også timbastilen en konsekvens
af kulturel kontakt. Det er i mødet med det fremmede, at nye musikalske ideer opstår. Til dette
kunne man tilføje, at musikalsk synkretisme ofte er en konsekvens af personlig kulturel kontakt. For
timbastilens vedkommende har dette bl.a. manifesteret sig ved, at cubanske musikere i langt højere
grad end tidligere har været på turne i udlandet, hvorved de har haft mulighed for at se andre
orkestre optræde og ikke mindst mulighed for at mødes med udenlandske musikere til uformelle
jamsessions, workshops etc. Denne interkulturelle udveksling har naturligvis også fundet sted på
Cuba, som op igennem 1990erne har tiltrukket mange udenlandske musikere med appetit på at
udforske landets rige musikalske traditioner. Efter min opfattelse er dette et undervurderet aspekt,
175 Manuel beskæftiger sig med den ikke-vestlige verden, men "Vesten" kunne i og for sig erstattes med "omverdenen".
176 Mere end halvdelen af den cubanske befolkning er født efter 1959 (Halebsky; Kirk 1992: 159).
88