Timba - 1990ernes nye dansemusik på Cuba

You can not speak about women, Cuban women, like in those years 177 because the reality is
different. And the Cuban men suffered the negligence of the women…They felt bad because
they felt that, spiritually, they lost everything! (Bello nr. 8).
Igen understreger Neris, at dette ikke gjaldt alle, men en del af befolkningen, hvilket kunne være en
forklaring på, hvorfor teksterne ikke faldt i god jord hos alle cubanere. Hun mener i øvrigt, at det er
misforstået at kritisere teksterne for deres vulgære indhold, da de blot afspejler tidens sociale
realiteter, hvilket også gælder aggressiviteten i musikken (Bello nr. 8). En vigtig pointe i denne
sammenhæng er, at teksterne ikke blot afspejlede forholdene, som de så ud for de værst stillede,
men også musikernes virkelighed. Timbastilen var en måde musikerne fandt, til at udtrykke det de
gik igennem i denne periode. De blev derved et talerør for befolkningens frustrationer over de
barske vilkår, hvorfor de udtrykte sig mere aggressivt, end man tidligere havde oplevet det. Den
populære dansemusik har med andre ord udgjort et vigtigt forum for kritik, idet den ikke blot har
afspejlet samfundsforholdene som de så ud for mange cubanere, men også taget del i en række nye
forandringsprocesser.
6.3. Den nationale identitet
En af disse forandringsprocesser har at gøre med dyrkelsen af den nationale identitet. Hvor de unge
cubanere i 1980erne primært var orienteret mod den nordamerikanske popmusik (f.eks. Michael
Jackson), var der i 1990erne en tendens til, at de blev mere interesserede i den nationale dansemusik
(Reinaldo nr. 28). Timbastilen var ny og anderledes. Den var moderne, men samtidig fuld af
referencer til santería, den afrocubanske kultur, det cubanske folk og landets stolte musiktraditioner.
Den var med andre ord i stand til at give et bud på en national identitet, som havde rod i fortiden,
men som samtidig pegede fremad. Eksemplerne er talrige: Manolíns "Somos lo que hay"
(lydeksempel nr. 10), som udtrykker en fandenivoldsk ungdommelig selvbevidsthed, NG La Bandas
"Santa Palabra" (lydeksempel nr. 6), som opfordrer folk til ikke at skjule deres tro på guderne eller
Los Van Van-nummeret "Somos Cubanos" fra 1999, som udtrykker en selvhævdende national
selvbevidsthed. Omkvædet lyder f.eks.: "Somos Cubanos: Español y Africanos" ("Vi er Cubanere:
Spaniere og Afrikanere"), hvorefter forsangeren synger: "Somos la mezcla perfecta, la combinación
más dura" ("Vi er den perfekte blanding, den mest hårdføre kombination"). Som det antydes, har
man tydeligvis haft et stort behov for at tro på sig selv i denne svære periode, der var præget af
177 Bello refererer til 1950erne, 1960erne og 1970erne.
91