Perspektiver på inklusion

115
Grønlænderes og minoriteters
kulturarv i den statslige skoleog
erindringspolitik
– fra inklusion til forglemmelse
Af Claus Haas
Resumé
Folkeskolen skal inkludere et stigende antal børn og unge, hvis identiteter er rundet
af andre kulturer og etniciteter end dansk. Spørgsmålet er, om dette forhold
også skal komme til udtryk i skolens officielle faglige curriculum? Skal minoriteters
kulturarv fx inkluderes i skolens offentlige erindringspolitik? Dvs. i de måder
hvorpå etniske minoriteters kulturarv – i form af historier, erindringer, symboler
og traditioner – bliver inkluderet i skolens offentlige narrativer om samfundets
identitetsbærende ’vi’. En minoritet – grønlænderne – har på forskellig vis været
en del af den danske statsdannelse i ca. 300 år. Man skulle tro, at grønlænderes
kulturarv på en eller anden måde er inkluderet i folkeskolens kulturbærende
fag. Men er det tilfældet? Det afdækker jeg nedenfor, med vægten i analysen på
historiefaget. Har den danske stat tildelt grønlænderes kulturarv en plads i det
officielle historiecurriculum for folkeskolen inden for de sidste ca. 35 år? Altså i
den periode, hvor grønlændere har fået tildelt/tiltaget sig stadig mere omfattende
politisk og kulturel autonomi i forhold til den tidlige danske kolonimagt – først
i kraft af hjemmestyreordningen fra 1979, og senere i kraft af selvstyreordningen
fra 2009. Svaret er indikeret i artiklens titel. Sagen stiller sig imidlertid ikke meget