Perspektiver på inklusion

180
Morten Timmermann Korsgaard
Den politiske aktivitet derimod er den form, der adskiller mennesket fra
dyret. Det er her, vi som mennesker træder frem for andre og giver os til kende i
kraft af vores talen og handlen. Vi giver vores liv og holdning til kende og kommer
dermed til syne for de andre. For at kunne indtræde i det politiske fælleskab
er det dog nødvendigt, at vi forlader det private og de interesser, som dertil
hører. Vi må med andre ord lægge vores familiære, økonomiske og personlige
overvejelser, problemer og interesser bag os, før vi indtræder i det politiske rum
(Arendt, 1998). Overvejelser over indretningen af den fælles verden skal baseres
på idealet om det gode og det fælles bedste og ikke på personlige interesser og
konflikter mellem forskellige grupper i samfundet.
Det pædagogiske
Som omtalt er natalitet essensen af det pædagogiske. Det betegner hos Arendt
det forhold, at mennesker fødes ind i verden, og at verden derved også konstant
er i fornyelse gennem det, de nye bringer med sig ind i den (Arendt, 2006). Det er
netop dette forhold, der er grundlaget for det på overfladen paradoksale forhold,
at det politiske begreb om natalitet kan være essensen af det pædagogiske,
samtidig med at det politiske og det pædagogiske skal holdes adskilt. Her lægger
Arendt sig op ad Kants idé om friheden som pædagogikkens mål. Dette gør hun,
på trods af at hendes frihedsbegreb er væsensforskelligt fra Kants. Hvor Kants
frihedsbegreb knytter sig til fornuften og menneskets evne til overskridelse af
naturlige tilbøjeligheder, henviser friheden hos Arendt til evnen til at bringe noget
nyt og uforudset til verden. Det, der bibeholdes, er det paradoksale forhold, at
pædagogikken er en stræben efter frihed, der er underlagt tvang og ulighed, og
som konstitueres ved et generationelt forhold (Korsgaard, 2014).
Ved det, at den nye generation så at sige bryder ind i verden med hver ny
fødsel, opstår der i det pædagogiske et spændingsforhold mellem barnet og verden
og mellem det nye og det gamle. Det bliver nemlig det pædagogiske forholds
opgave at sikre, at barnet igennem uddannelsen bevarer sit potentiale for at skabe
noget nyt og uforudset, samtidig med at det bliver det pædagogiskes opgave at
sikre, at barnet (som senere voksen) ikke omskaber verden i så stor grad, at de
gamle ikke længere kan finde sig til rette deri.
Pædagogik bliver derfor til et spørgsmål om beskyttelse, på den ene side af
barnet og på den anden side af den fælles verden. Pædagogik bliver således også
en konservativ bestræbelse, ikke i den klassiske politiske forståelse, men som
en bestræbelse på at bevare barnets natalitet, såvel som den fælles verden. Hvis
vi voksne på forhånd har udlagt, hvordan verden skal se ud, fratager vi barnet
(som senere voksen) dets mulighed for at bringe noget nyt til vores fælles verden.