Perspektiver på inklusion

160 Jørn Bjerre
Problemer i det pædagogiske arbejde med rummelighed
og inklusion
I det følgende vil jeg indkredse to temaer fra litteraturen om rummelighed og
inklusion, som skal danne baggrund for den videre diskussion af inklusionspædagogikken
fra et sociologisk perspektiv: forekomsten af dilemmaer og manglen
på klare definitioner af, hvad der forstås ved rummelighed og inklusion.
Af et studie af rummelighedens pædagogik, jeg foretog for en række år siden
(Bjerre, 2008; 2009), fremgik det, hvordan en pædagogisk praksis, der baserer sig
på idealet om rummelighed, stødte på en række dilemmaer. Et eksempel var, at
pædagogerne så brugen af relationer som en måde at undgå at bruge sanktioner
på. Dilemmaet opstår imidlertid, fordi enhver relation forudsætter sanktion, idet
man for at have en relation må forholde sig til den andens adfærd; derved bliver
det let ens egne kriterier, og relationelle sanktioner i form af anerkendelse og
afvisning, der kommer til at erstatte ydre regler og eksplicitte former for sanktion.
Mere overordnet viste det sig, at en institution, som er defineret ved intentionen
om, at den skal rumme forskellighed, ikke kan rumme adfærd, som ikke selv
er rummelig, uden at gøre denne adfærd til genstand for en pædagogisk indsats.
Derfor tager den rummelige pædagogik ikke blot form som pædagogernes evne
til at rumme de unge, men som et opdragelsesprojekt, hvor de unge skal lære at
være rummelige, og hvor holdninger og adfærd, der ikke betragtes som rummelige,
sanktioneres negativt.
Det forhold, at det pædagogiske begrebsfokus har skiftet fra ”rummelighed”
til ”inklusion”, ændrer ikke ved det forhold, at implementeringen af denne tankegang
er forbundet med dilemmaer. Betragter man konferencer, der afholdes
indenfor de videnscentre, der arbejder med inklusion herhjemme, så forekommer
titler såsom ”Inklusionens dilemmaer” og ”Inklusionens paradoks”, og betragter
man udgivelsen af lærebøger, så finder man også koblingen mellem inklusions- og
dilemmabegrebet (Ratner, 2013).
Går man til den internationale litteratur, viser samme tema sig. I et eksperiment,
præsenterede Norwich således en række praktikere og administratorer
for dilemmaer af følgende type: Hvis børn med specielle behov undervises i
den almene skole, så er der længere til specialhjælp; mens de, hvis de derimod
ikke undervises i det almindelige klasseværelse, vil kunne føle sig ekskluderet
(Norwich, 2008, s. 293). Undersøgelsen viser, at der blandt praktikere og administratorer
er en høj grad af genkendelse af denne type dilemma i en eller anden
form (ibid., s. 301).
Et andet problem, som knytter sig til implementeringen af rummelighed og
inklusion, er definitionen af, hvad man forstår ved inklusion. Således henvises der