Perspektiver på inklusion

124
Claus Haas
erindringspolitiske ledetråd. For det tredje kunne man finde følgende formulering.
Indholdet organiseres i emner/temaer og problemstillinger. De udvælges på en
sådan måde, at arbejdet bliver vedkommende og perspektiverende for eleverne. For
at udvikle elevernes historiebevidsthed skal indholdet knyttes til elevernes virkelighedsopfattelse
og livsforståelse i nutiden. (Undervisningsministeriet, 1995, s. 10)
Dette didaktiske organisationsprincip havde bindende karakter, idet det var
indskrevet i faghæftets centrale kundskabs- og færdighedsområder. Historieundervisningen
skulle have relevans for elevernes virkelighedsforståelse og
livssituation i nutiden. Hvordan den så kunne se ud, skrev man ikke noget om.
Men man havde stort set vendt tilgangen i Historie 84 på hovedet. Genoplivningen
af forældrenes og bedsteforældrenes nationale kulturarv var ikke længere
sagen. I Historie 95 herskede nærmest den modsatte idé. Bearbejdning af børns
historiebevidsthed var rykket ind i centrum. Demokratiseringen af historiefagets
erindringspolitisk var konsekvent sat igennem. I de bindende centrale kundskabsog
færdighedsområder blev det godt nok slået fast, at ”dansk historie skal stå
centralt”. ’Det nationale’ var således ikke helt og aldeles udeladt. Men det var
markant nedtonet i forhold til Historie 84. Det var reduceret til en mulighed blandt
flere. ”Forståelse af og holdning til egen kultur og andre” kunne jo i princippet
være så meget andet.
Historie 95 var – sammenlignet med Historie 84 - et udtryk for en af- nationaliseret
erindringspolitik. Der var sket en vægtforskydning mod inklusion af det
flerkulturelle moment, om end det – til forskel for Historie 84 – forblev uartikuleret,
hvad man skulle lægge i ”egen kultur og andre kulturer”. Som følge heraf
kunne grønlænderes og andre minoriteters kulturarv principielt set indgå på lige
fod med andre kulturer, også en dansk etnisk majoritetskultur. Værd at bemærke
er det dog, at grønlænderes eller andre minoriteters historier og kulturarv ikke
var nævnt. Historielærerne kunne følgelig forbigå dem i tavshed. Bagsiden af
Historie 95’s demokratiserede erindringspolitik var manglende klarhed hvad
angår et minoritetsperspektiv. Og dermed en tiltagende risiko for, at minoriteters
kulturarv – herunder grønlændernes – ville falde ud af undervisningen. Historie
95 kunne dermed – om end det ikke nødvendigvis var intentionen – bidrage til
en statsreguleret glemselspolitik.
Det forhold blev der ved første øjekast ikke rettet op på i 2006, da et udvalg
af fagfolk blev sat til at barsle med et udkast til et nyt faghæfte for historie. I
udvalgets kommissorium stod der bl.a.
I en mere og mere global verden er det afgørende, at alle danske børn har et
solidt kendskab til historie og den danske kulturarv … Regeringen ønsker, at