Perspektiver på inklusion

178 Morten Timmermann Korsgaard
for at frelse verden vil frarøve den kommende generation dens fornyende potentiale
ved at binde den til den gamle generations politiske projekt. Ved at følge
denne tankegang bliver det tydeligt, hvordan inklusionsprojektet i høj grad følger
samme mønster. Vores uddannelsessystem og vores pædagogiske institutioner får
pålagt opgaven at inkludere de udsatte, og vi lader en politisk kamp, der retteligt
hører til i de voksnes politiske verden, udkæmpe i skolegården. Denne manøvre
underminerer skolen som det sted, vi har indsat mellem barndommen og den
voksne verden for at sikre overgangen fra hjemmet til den offentlige og sociale
verden. Skolen som et mellem-’sted’ imellem barndommen og den voksne verden
fastholdes kun, hvis vi tager ansvaret for at have bragt en ny generation ind i
verden på os. Dette gør vi ved at introducere dem under de rigtige pædagogiske,
og ikke politiske, forhold til den verden, de skal leve i og senere overtage fra os.
Pædagogik og politik - en skilsmisse?
Den tysk-amerikanske politiske tænker Hannah Arendt er mest kendt for sine
tanker om menneskets politiske eksistens og sine arbejder med totalitarisme og
revolutioner. Mest kendt er hendes aktivitetskategorier; arbejde, fremstilling og
handling. Disse kategorier præsenteres i hovedværket The Human Condition (1998)
og beskriver, hvorledes mennesker kan indtage forskellige attituder i forhold til
verden, afhængigt af hvilken type af aktivitet de er i gang med. I arbejdet hengiver
mennesket sig til de repetitive aktiviteter, der skal til for at opretholde livet, mens
det i fremstillingen forsøger at skabe genstande, der kan overleve menneskets
egen levetid. Disse genstande danner et mellemværende mellem mennesker. De
er de genstande, hvorom vi mødes, og af hvilke vi bygger en fælles kulturel og
fysisk verden. I handlingen realiserer vi, som det vil blive udfoldet nedenfor, det
egentligt menneskelige; det at træde frem for andre mennesker i et fællesskab
med henblik på at bringe noget nyt og bedre i stand i verden. Arendt nåede dog
også omkring det pædagogiske, og især hendes essay ”The Crisis in Education”
har haft stor betydning inden for pædagogisk filosofi. Et af de omstridte punkter
heri er hendes adskillelse af pædagogik og netop det egentligt menneskelige; det
politiske.
Arendt begrunder adskillelsen af pædagogik og politik i tre særkender ved
det pædagogiske og det politiske, der alle kredser om det, Arendt ser som essensen
af det pædagogiske. Essensen af pædagogik er nemlig hendes politiske
begreb om natalitet. Natalitet betegner det forhold, at vi mennesker fødes ind i
denne verden som noget nyt og uforudset. Som de eneste væsner på jorden er vi
i stand til senere i livet at genmanifestere denne fødsel ved at sætte noget nyt og
uforudset i verden gennem vores handlinger.