Perspektiver på inklusion

Elevperspektiver på inklusion - Fra specialskole til almenskole
69
folkeskolen (Amilon, 2015, s. 173). Eleverne i rapporten er blevet interviewet i
forsommeren 2014. I rapporten fremhæves, at de tilbageførte elevers erfaringer
og oplevelser opfattes som ”et vigtigt aspekt at tage højde for i arbejdet med øget
inklusion” (ibid., s. 20). Dermed vælges altså at fokusere på den samme gruppe
af elever, som har været genstand for denne artikels undersøgelse.
Rapporten fra 2015 konkluderer, at de ”tilbageførte” elever overordnet set er
glade for at være tilbage i almenskolen. Imidlertid har eleverne en oplevelse af
at have svært ved at følge med fagligt i deres nye klasser. Det drejer sig både om
specifikke faglige vanskeligheder samt problemer med at overskue stoffet. De
føler, at de har ”mistet faglighed” i specialklassen. Tilbage i almenskolen giver
flere af eleverne udtryk for at have fået et fagligt løft, selvom det er svært at følge
med, og selvom flere af eleverne giver udtryk for at mangle støtte i klassen (ibid.,
s. 191-210).
Rapporten konkluderer endvidere, at inklusionsprocesser (ligesom eksklusionsprocesser)
er processer med ”store sociale og personlige belastninger”.
Eleverne udtrykker således, at de har følt stor usikkerhed og utryghed bl.a. i
forhold til venner og i forhold til stigmatisering som ”speciel” (ibid., s. 192).
I rapporten understøttes også andre af indeværende artikels konklusioner i
forhold til den elevgruppe, der i rapporten omtales som værende ”tilbageført”
til almenskolen. På samme måde som eleverne i denne artikel, forklarer de interviewede
”tilbageførte” elever, hvordan de ”mangler faglighed” i mødet med
almenskolen, og flere af eleverne er – ligesom eleverne i artiklen – bange for at
blive stigmatiseret som ”speciel” eller ”handicappet” (ibid., s. 192).
Rapporten 14 påviser desuden, at aktiviteter, der bidrager til øget socialt samspil
og interaktion mellem eleverne, har gavnlig effekt på både læring og trivsel.
Således vægtes det, at eleverne må indgå som centrale aktører i arbejdet med et
inkluderende skolemiljø (ibid., s. 10-12). Erfaringerne fra den del af rapporten,
der handler om at afprøve forskellige indsatser, viser, at ”indsatserne giver børn
nye muligheder for at indgå i fællesskaber på nye præmisser og ad den vej få øje
på egne og andres bidrag” (ibid., s. 170). Det er således en vigtig pointe, at alle
elever i klassen er vigtige aktører i arbejdet med at skabe et inkluderende miljø.
Arbejdet med inklusion i folkeskolen er – både ifølge rapporten fra SFI og
undersøgelsen, der ligger til grund for denne artikel – således ikke uproblematisk.
Det er et ”komplekst felt”, og der er brug for en konstruktiv professionel dialog
om, hvilke problemer der er, og hvad der skal til for at løse dem.
Inklusion er således et dilemmafyldt område, som kræver indsigt i, hvordan
det enkelte barn trives både fagligt og socialt. En vigtig kilde til disse informationer
er at spørge eleverne selv.