Perspektiver på inklusion

246
Karen Bjerg Petersen
Som følge af en øget politisk interesse i at anerkende uformel/ikke-formel
læring igangsætter EU i 2000-tallet bestræbelser på at udvikle fælles principper
for identifikation og validering af ikke-formel og uformel læring. Dette
arbejde resulterer i udformningen af europæiske retningslinjer for validering af
ikke-formel og uformel læring (European Commission, 2013). Også inden for
ungdomsuddannelserne genfindes disse bestræbelser. I en erklæring fra 2012 fra
Europa-Kommissionen udtrykkes intentioner om at ville
expand career and life-enhancing learning opportunities for young people with
fewer opportunities and/or at risk of social exclusion. In particular, these young
people should benefit from the expansion of opportunities for non-formal and informal
learning and from strengthened provisions for the recognition and validation of
such learning within national qualifications frameworks. (Salto Youth, 2012, s. 4)
Definitioner af uformel, ikke-formel og formel læring
En af de forskere, der har bidraget til diskussionerne, er canadieren Livingstone
(2001, 2006), som de europæiske partnere i Anholt-projektet læner sig op ad (se
Lind, 2014). Livingstone definerer – i forlængelse af en anglo-amerikansk curriculumtradition
– i 2001 ’uformel læring’ som aktiviteter, der indebærer forsøg
på forståelse og opnåelse af viden, som for det første foregår uden eksplicit og
eksternt formulerede læringsmål og læreplaner (curriculum), og som for det andet
foregår uden for uddannelsesinstitutionernes regi. Uformel læring er
any activity involving the pursuit of understanding knowledge or skill which
occurs without the presence of externally imposed curricular criteria … in any
context outside the pre-established curricula of educative institutions. (Livingstone,
2001, s. 4)
I modsætning hertil er ’ikke-formel læring’ ifølge Livingstone (2001) en form for
læring, hvor eleverne vælger at erhverve sig yderligere viden eller færdigheder
ved at studere frivilligt. Denne form for læring kendetegner ifølge Livingstone
”mange voksenuddannelseskurser” (ibid., s. 2) 8 .
Andre anglo-amerikanske forskere har fremhævet, at uformel læring er
kendetegnet ved, at det er eleverne/den lærende selv, der kontrollerer læringsmålene,
hvorimod både formel og ikke-formel læring er kendetegnet ved, at der
(kan) tages afsæt i læreplaner og læringsmål, dvs. i curriculum (Cofer, 2000).
Denne opfattelse deles af bl.a. Carlinger (2013), som i stil med definitionen fra
Undervisningsministeriet (2013) citeret ovenfor tilføjer en yderligere dimension
til begrebet uformel læring, nemlig, at den lærende måske ikke engang selv er
opmærksom på, om der er foregået læring. Carlinger udvider således begrebet
uformel læring til at omfatte