Perspektiver på inklusion

118
Claus Haas
Men inklusion af minoriteters kulturarv kan også ske på mange andre måder.
Fx ved at majoritetsfællesskabet inkluderer grønlænderes og andre minoriteters
kulturarv i det officielle faglige curriculum i majoritetsfællesskabets skole. Men
er det sket i Danmark? Det er hovedtemaet i nærværende artikel. Den første
problemstilling jeg søger at besvare nedenfor er følgelig: Hvilken plads har den
danske stat tildelt grønlænderes kulturarv i det officielle historiecurriculum i
folkeskolen inden for de sidste ca. 35 år? Altså i den periode, hvor grønlændere
har fået tildelt/tiltaget sig stadig mere omfattende politisk og kulturel autonomi i
forhold til den tidlige danske kolonimagt – først i kraft af hjemmestyreordningen
fra 1979, og senere i kraft af selvstyreordningen fra 2009.
Jeg lægger i analysen vægten på historiefaget. Faget har været underlagt
flere revisioner end noget andet fag i folkeskolens faglige curriculum. Det er bl.a.
sket – som jeg skal klarlægge nedenfor – fordi den danske stat har anset undervisning
i historie som en central komponent i det løbende forsøg på at regulere
befolkningens kulturarv og kollektive identitetsdannelse. Svaret på spørgsmålet er
markeret i artiklens titel. Problemstillingen vedrører dog ikke alene – som jeg ser
det – grønlænderes skæbne i historiefaget. Den vedrører tillige spørgsmålet om
inklusion af et etnisk minoritetsperspektiv i folkeskolens faglige curriculum mere
generelt. Jeg søger derfor også afslutningsvist at besvare følgende problemstilling:
Hvorfor er et etnisk minoritetsperspektiv fraværende i den seneste skolereform,
og i folkeskolens gældende faglige curriculum, hvor ’inklusion’ i øvrigt er et
nøglebegreb?
Inden jeg tager fat på den empiriske analyse, vil jeg kort redegøre for min
forståelse af artiklens to nøglebegreber – kulturarv og erindringspolitik.
Begrebet kulturarv vedrører overordnet set et dobbeltsidet sagsforhold. Det
vedrører på den ene side de kulturer, i forståelsen betydningsskabende praksisser,
som på et givet tidspunkt anses for at være værd at bevare og overlevere
fra generation til generation. Med betydningsdannende praksisser (”signifying
practices”) mener jeg de kulturer i form af sprog og andre symbolske repræsentationssystemer,
der gør os i stand til at tillægge vores handlinger og virkeligheder
betydning, eller mening, om man vil. At arve kulturer – forstået som at arve
betydningsskabende praksisser – er noget alle mennesker har gjort til alle tider
og alle steder. Det er et antropologisk, om end historisk stærkt variabelt, grundvilkår
for menneske- og samfundsliv. Vi tilegner os og arver kulturer igennem de
socialiserings- og læringsprocesser, som vi løbende indgår i. Både i og uden for
det formelle uddannelsessystem.
Kulturarv forekommer imidlertid også i mere afgrænsede udgaver. Det sker,
når nogen udvælger et udsnit af den samlede sum af kulturarv og tildeler dem en
særlig betydning eller privilegeret status i nutiden og fremtiden. Det kan fx være