Perspektiver på inklusion

208
Anders Kruse Ljungdalh
småbørnspædagogik, hvor et begreb om livslang læring har introduceret et udviklingsrationale
på områder, der traditionelt har været tænkt som omsorgsgivende
og kompenserende. Når kompetence og deltagelse fremstilles som gensidigt
afhængige begreber (kompetence deltagelse), er der tale om en social udviklingslogik.
Børnene, eller de unge mennesker, skal deltage i sociale kontekster for
at udvikle kompetencer og må samtidigt besidde nogle fundamentale kompetencer
for at kunne deltage. Det, der udvikles, er ikke kun individuelle færdigheder,
men snarere sociale relationer, sociale deltagelsesformer (som f.eks. leg). Det
er dette udviklingsrationale, der samtidigt, antydningsvist, er blevet forbundet
med et optimeringsperspektiv, dvs. at børn og unge ikke blot skal deltage, men
at deltagelsen derimod skal være så optimal (udviklende) som muligt. Man kan
derfor tilføje en tredje kausal bi-konditionel forbindelse mellem deltagelse og
kompetence samt et tilhørende rationale:
Kausal forbindelse
Deltagelse kompetence
Rationale
Social udvikling
Børn i daginstitutioner deltager i leg og udvikler herigennem social kompetence,
som de fremadrettet bruger til at udvikle den måde, hvorpå deltagelsen i legen
finder sted. Herved læres nye kompetencer, og nye deltagelsesformer udvikles.
Udvikling er altså ikke kun udvikling i den betydning, at et individ opnår større
kompetence (uddannelse, opkvalificering), men også at selve deltagelsesformen
tænkes udviklet. Ligeledes på området demokratisk medborgerskab hersker
der en opfattelse af, at unge mennesker lærer demokratiske kompetencer ved at
deltage i at organisere og diskutere vilkårene for deltagelse. Deltagelsesformen
er dermed ikke kun en årsag til, at demokratiske kompetencer opstår, men også
en virkning af elevernes evner til at kunne forhandle og samarbejde. Vigtigt i den
forbindelse er, at det således ikke kun er individuelle kompetencer, men derimod
også selve deltagelsesformen og de sociale relationer, der tænkes udviklet.
Et andet spørgsmål er, hvorvidt rationalerne tilhører politikområdet, om det
tilhører fagområdet, eller om det tilhører nogle bestemte positioner inden for de
forskellige fagligheder. I virkeligheden er det lidt kunstigt at inddele velfærdsstaten
i forskellige professionsbundne rationaler. Det der karakteriserer en profession
er, at der er mange forskellige rationaler, der brydes indenfor en profession.
Dermed dækker inddelingen i hhv. sundheds- og uddannelsesområdet, hvortil
der knytter sig forskellige kausale forbindelser mellem de to centrale begreber,
over en mangfoldighed af konfliktuerende måder at tænke og handle på. Dog
antyder kortlægningen af policy-dokumenterne, at der for hvert fagområde er
en tendens til en sådan overordnet forskel i opfattelserne af relationen mellem
deltagelse og kompetence.