Perspektiver på inklusion

306
Maj Sofie Rasmussen
Passion som katalysator for (dis)engagement
At passion er nøgleordet i Fryshusets praksis betyder ikke blot, at lærerne og
rektor forventes at være passionerede omkring deres arbejde – det betyder ligeledes,
at der ligger et implicit krav til eleverne om at være passionerede eller – som
rektor udtrykker det – at de finder ind til deres passion. Dette gælder på tværs af
fag men er særligt udtalt i de fem passioner, som eleverne vælger imellem, når
de søger ind i Fryshusets grundskole. Vurderer en af de såkaldte passionslærere
– dvs. danselæreren, skaterlæreren etc. – at en elev ikke er ’passioneret nok’, kan
eleven blive bedt om at vælge en anden passion. Passion bliver således en slags
måleenhed, der indikerer, hvorvidt en elev engagerer sig tilfredsstillende eller ej
i den pågældende aktivitet. Da jeg interviewer danselæreren Sasha, påpeger hun,
at hun er i tvivl om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at vurdere eleverne på denne
måde og stille krav til dem om, at de skal være passionerede hele tiden:
Jeg synes, det er anstrengende, at man skal elske, det man gør, man skal hele tiden
synes om det. Og det mener jeg ikke, at eleverne gør … Så de elever, som ikke
bevarer interessen af forskellige årsager, de føler nok, at de så ikke længere passer
ind i her, i den her boks … jeg tror, at vi som skole eller organisation skal begynde
at vende kappen efter vinden … tænke nyt … I min undervisning er det også okay,
hvis du bare synes om at danse lidt – i stuen, i badet eller i fritiden. Du behøver
ikke leve dans, og passion er et vældigt ladet ord, og jeg tror, det er misvisende,
og så har vi elever, der mister interessen for dans … så er de ikke passionerede
længere, men hvad giver os ret til at sige det? De synes jo stadig om det, men
kravene er måske lidt for høje, og så mister de interessen for en stund.
Citatet illustrerer, hvordan det at stille krav om passioneret deltagelse potentielt
rummer marginaliserende eller i værste fald ekskluderende processer, der i
stedet for at forstærke fællesskabet blandt eleverne kan bidrage til, at de elever,
der ikke lever deres passion, føler sig uden for og vælger passionen eller i sidste
ende skolen fra, hvis de ikke lykkes med at ’finde ind til deres passion’ i en af de
andre aktiviteter. Sasha peger desuden på, at ’passion’ er et yderst ladet ord, der
kan rumme mange associationer og konnotationer, som kan virke begrænsende
i forhold til elevernes deltagelsesmuligheder – og ligeledes i relation til, hvor
engageret, de deltager. For høje krav om passioneret deltagelse virker ifølge Sasha
begrænsende på flere elevers deltagelse, da de føler sig presset og usikre. Dette
kommer typisk til udtryk i den måde, hvorpå de pågældende elever engagerer
sig, fortæller hun, og en elev, der måske i virkeligheden bare har brug for at
blive bekræftet i, at det er okay ’bare’ at være glad for at danse, risikerer at blive
opfattet som ikke-passioneret og ikke-engageret. ”Vi [lærerne] taler om denne
problemstilling, men der synes ikke at være noget svar”(Sasha).