Perspektiver på inklusion

5
Om Perspektiver på inklusion
Af Karen Bjerg Petersen (red)
Baggrund – om inklusion og inklusionsdebatten
Inklusion har længe stået på dagsordenen i den offentlige diskurs, i grundskolen
og i forskning. Siden vedtagelsen af inklusionsloven i 2012 har der imidlertid
været et særligt intenst fokus på inklusion og inklusionsprocesser i den danske
politiske og uddannelsespolitiske debat (Inklusionsloven, 2012; Folkeskolen.dk,
2015; Hansen, 2015; Larsen & Elsborg, 2015). Dette er en af flere baggrunde for
udgivelsen af indeværende antologi.
Som bl.a. Dyssegaard, Larsen & Tiftikci (2013, s. 9) anfører, har der imidlertid
siden begyndelsen af 1900-tallet været diskussioner om, både ”hvorvidt børn med
særlige behov” og ”børn, som af forskellige grunde ikke kunne tilpasse sig eller
fungere i skolesystemet”, burde ”inkluderes eller ekskluderes i den almene skole”.
Med vedtagelsen af Salamanca Erklæringen i 1994 om den inkluderende skole
synes svaret på diskussionerne umiddelbart at pege i retning mod inklusion. Det
hedder bl.a. i Salamanca Erklæringen:
Det grundlæggende princip i den inkluderende skole er, at alle børn så vidt muligt
skal gennemgå læreprocessen sammen, uanset hvilke vanskeligheder de måtte slås
med, og uanset hvor forskellige de er (Salamanca Erklæringen, 1994; her fra
Dyssegaard, Larsen & Tiftikci 2013, s. 9).
I en række undersøgelser fra begyndelsen af 2010’erne blev det imidlertid – primært
på institutionelt plan – dokumenteret, at antallet af henvisninger af børn
til specialtilbud – herunder til såvel specialskoler som specialklasser – havde
været stødt stigende i 1990’erne og 2000-tallet (Baviskar, Dyssegaard, Egelund,