Perspektiver på inklusion

170 Jørn Bjerre
En social-psykologisk forståelse af social inklusion
Inden for socialpsykologien er det en generel antagelse, at inklusion betegner en
mekanisme, der har spillet en central rolle i menneskets evolutionshistorie. Medlemskab
af en gruppe har været en overlevelsesbetingelse, derfor er mennesket
disponeret for at handle på måder, der minimiserer sandsynlighed for afvisning,
og for at gå langt for at undgå eksklusion fra gruppen.
Socialpsykologiske eksperimenter, såsom Stanley Milgrams (1963) undersøgelse
af forsøgspersoners lydighed i forhold til autoriteter og Solomon Asch (1955)
eksperimenter med konformitet, peger ligeledes på, hvordan individer er tilbøjelige
til at tilslutte sig autoriteter, eller en given gruppeorientering; individer begynder
således at tvivle på deres egen vurdering, når de står overfor en autoritet,
eller hvis de befinder sig i en gruppe med en stærk konsensus. Asch viser således,
at selvom andres vurdering klart strider mod, hvad personens egen umiddelbare
opfattelse er, vil denne være tilbøjelige til at følge andres vurderinger.
I eksperimenter, der måler på forholdet mellem kropstemperatur og social
eksklusion, har forskere videre vist, hvordan følelsen af eksklusion har målbar
effekt på den fysiologiske tilstand, idet selve tanken om at være ekskluderet fører
til en fysisk oplevelse af kulde (Zhong & Leonardelli, 2008).
Mark Leary et al. (1995) har argumenteret for eksistensen af en evolutionært
udviklet kognitiv funktion, som betegnes sociometret, som monitorerer den grad
af inklusion versus eksklusion, mennesker oplever. Sociometret fungerer som et
indre advarselssystem, der udløser en social smerte som reaktion på en adfærd,
der sanktioneres negativt i gruppen, og en social nydelse når handlinger sanktioneres
via symbolsk inklusion. Pinlighed er således en indre oplevet social smerte,
som udløses ved adfærd, der sanktioneres negativt i en gruppe, mens stolthed
modsat udløses ved adfærd, der sanktioneres positivt. Denne teori benyttes blandt
andet til at forklare selvværd, idet følelsen af selvværd associeres med oplevelsen
af social inklusion i en gruppe.
Brugen af inklusion som pædagogisk ideal, dispenserer ikke for dette evolutionære
forhold, snarere kan man sige, at inklusionspædagogikken selv kommer
til at etablere et nyt system af konformitet, der skaber gruppepres, og fælles
perceptioner. En elev, der indenfor en inklusionspædagogisk kultur nedsættende
påtaler en anden elevs etnicitet eller funktionsnedsættelse, vil nok blive rummet,
men også blive genstand for social sanktion, idet det vil udløse samme pinlige
reaktion, som vi kender fra andre typer af normative fællesskaber.