Perspektiver på inklusion

Velfærdspolitiske rationaler i arbejdet med børn og unge
193
velfærdsstaten? Er de en endnu uudnyttet ressource? Er de væsener, der har
behov for omsorg og støtte? Og bør arbejdet med børn og unge følgelig være karakteriseret
som udviklings-, omsorgs- og/eller kvalifikationsfremmende arbejde?
At stille spørgsmålet om, hvordan relationen mellem begreber om børn og unges
deltagelse og kompetence tænkes på tværs af velfærdspolitiske sektorer, kan være
med til at belyse forskellige velfærdspolitiske rationaler. En central velfærdsstatslig
opgave er at sikre, at alle borgere deltager i samfundslivet, men formålet med
denne inklusionsbestræbelse kan tænkes meget forskelligt på tværs af sektorer.
Vi skal i denne artikel, med udgangspunkt i de to ovennævnte kausale relationer
mellem børns kompetence og deltagelse, analysere forskellige velfærdspolitiske
rationaler, som de kommer til udtryk i forskning og centrale policy-dokumenter.
Artiklen har dermed til formål at illustrere nogle af de faglige forskelle, der kommer
til udtryk på det børne- og ungepolitiske område, for derved at tydeliggøre
nogle grundlæggende forskelle i måderne, hvorpå børn og unges inklusion i
samfundet kan forstås og praktiseres.
Sammenhænge mellem børn og unges deltagelse og
kompetence i forskning
Kompetence er et psykologisk grundbegreb (Nygren, 2008), der er blevet flittigt
brugt som læringsmål for elever i uddannelsesverdenen de seneste årtier (Hermann,
2003). Begrebet knyttes her til en generel diskurs om livslang læring, som
igen knyttes til øget konkurrencekraft og globalisering (Undervisningsministeriet,
2007). Deltagelsesbegrebet er, udover at være et centralt psykologisk begreb
(Dreier, 1999; Simovska, 2007), ligeledes blevet lanceret i relation til børn og unge
i starten af halvfemserne (Hart, 1992; UNESCO & Ministry of Education and
Science Spain, 1994), og i den sammenhæng valoriseres begrebet på en måde, som
handler om at fremme børns demokratiske deltagelse. Men også af grunde, der
har med forebyggelse af sociale dårligdomme at gøre. Et fremherskende velfærdspolitisk
rationale er således at forebygge fremfor at helbrede (Larsen, 2005), dvs.
at levere en tidlig indsats. Hvad enten det gælder sundhedsfremme eller livslang
læring, er det velfærdspolitiske fokus at sikre, at samfundets borgere udvikler den
tilstrækkelige funktionsdygtighed til at kunne deltage på arbejdsmarkedet og i
samfundslivet i bredere forstand.
Sammenhænge mellem begreber om børn og unges deltagelse og kompetence
er efterhånden velbeskrevne, særligt i psykologisk forskning, men også i bredere
forstand inden for socialforskning, specialpædagogik og uddannelsesforskning.
Børn deltager i forskellige sociale miljøer (hjemmet, fritidsaktiviteter, skole og
daginstitution) og udvikler som følge heraf diverse kompetencer. Men deltagelse