Download publikationen i pdf-format

DANMARK SOM FOREGANGSLAND
Boks 6.1.1. Udviklingen i tilbagetrækningsordningerne i Danmark.
Førtidspensionssystemets udvikling
Den første lov om forsikring mod invaliditet er fra 1921. Indtil da blev offentlig hjælp til
forsørgelse af invalide personer ydet efter den almindelige fattiglovgivning. Der blev - på
visse nærmere angivne betingelser, herunder medlemskab af en invalideforsikring – indført ret
til invaliderente for personer, hvis erhvervsevne var nedsat til en tredjedel eller derunder.
Erhvervsevnens nedsættelse blev målt på, om vedkommende på grund af invaliditet højest var
i stand til at få en arbejdsindtægt, som var en tredjedel “af det, som legemligt og åndeligt
sunde personer med lignende uddannelse og i samme egn plejer at fortjene ved arbejde."
Siden denne første lov er adgangen til førtidspension lempet flere gange, samtidig med at
finansieringen fuldt ud er overflyttet til skatterne, og ydelserne er blevet gjort
indkomstafhængige.
I 1950 blev kriteriet om erhvervsevnetab gjort mere elastisk, så bl.a. sociale momenter fik
større vægt ved bedømmelsen. I 1960 blev invalidepensionen formelt ophævet som
forsikringsordning
Ved førtidspensionsreformen i 1984 blev en række særskilte pensionsydelser lagt ind som en
integreret del af førtidspensionen. Det gjaldt enkepension fra det 55. år, folkepension til enlige
62-66 årige kvinder, hustrutillæg til 62-66 årige og førtidig folkepension til de 55-59 årige,
når særlige sociale og arbejdsmæssige forhold gjorde sig gældende og til de 60-66 årige, når
svigtende helbred eller andre særlige omstændigheder talte derfor.
Siden 1984 er der kun sket mindre justeringer af reglerne om førtidspension. De vigtigste
ændringer er sket i forbindelse med ændringer af beskatningsreglerne, jf. bl.a. bruttoficeringen
i 1994.
Efterlønsordningens udvikling
Efterlønsordningen blev indført i 1979 på baggrund af et udvalgsarbejde fra 1977. Formålet
var at sikre en bedre fordeling af det eksisterende arbejde, således at flere kom i arbejde, og
således at arbejdsstyrken fik en bedre aldersmæssig fordeling. Det var ventet, at ordningen
især ville få betydning for nedslidte arbejdstagere, der havde været beskæftigede med særligt
fysisk og psykisk krævende arbejde.
Figur 6.1.1. Antal personer på efterløn, 1979-98.
1.000 personer 1.000 personer
160
160
140
120
100
80
60
40
20
0
79 81 83 85 87 89 91 93 95 97
Tilgangen til ordningen var betydelig lige fra starten. Knap 10 år efter indførelsen af
ordningen var der allerede 100.000 efterlønsmodtagere, jf. figur 6.1.1.
140
120
100
80
60
40
20
0
115