Det frie valg eller det frie fald. AC, 2010

106
”Det er enormt svært at få et job, særligt for sådan én som mig, der gerne vil ud og have
noget med dyrene at gøre. Så mange dyr er der heller ikke i Danmark, og derfor er der
heller ikke så mange job, der går ud på, at man skal lave noget forskning med dem.”
(Berta, biologidimittend, AU)
”Jeg var ret tidligt klar over, at jeg ville noget andet, noget bredere, og derfor søgte jeg hjælp
hos studievejlederne. Men der sidder kun biologer, der også har forskerfokus. Så jeg kunne
ikke bruge dem. Jeg kunne ikke finde nogen med et bredere overblik. Jeg har taget mine
sidste ECTS-point ude på CBS inden for projektledelse osv., for jeg vil gerne sidde i en
mere koordinerende rolle, der har lidt at gøre med biologi, men som ikke er hardcorebiologi-
jeg ved bare ikke, hvad det hedder. Havde jeg ikke taget de fag på CBS, havde
min profil alene peget mod spildevandsundersøgelser i en kommune eller mod en ph.d. Nu
har jeg mulighed for at komme i betragtning til nogle andre typer job, tror jeg” (Barbara,
biologistuderende, KU)
Deres uddannelse er ikke så bred, som mange studerende tror, og en løsning kunne derfor
være, at man supplerer med fag andre steder fra, hvis man vil dreje sin profil – lidt ligesom
nogle humanister har indset, at de med fordel kan gøre. Det er bare svært for mange at
sætte fingeren på, hvordan man kommer derhen, hvor ens interesser ligger, fordi underviserne
koncentrerer sig om forskningsverdenen og dermed også koncentrerer sig om de
studerende, der har forskerinteresse og forskerpotentiale. Og beskeden er klar: Kulturen på
uddannelsesstederne belønner de fagligt stærke, der vil gå forskervejen – de vil ikke være i
tvivl om, hvilken vej, de skal gå, for det er forskervejen, der er hovedstrømmen og så er det
bare om at følge efter. Men for alle dem, der har fulgt forskerstrømmen, og ikke kommer
igennem nåleøjet, og for dem, der vil bruge deres uddannelse til noget andet, er der ingen
hjælp at hente. På den måde ligner de meget humanisterne, med den ene forskel, at flertallet
af humanisterne godt ved, at der ikke er så mange ph.d.’er – de bliver bare for sent klar
over, at hovedstrømmen alligevel bærer i den retning.
For ingeniørerne er der en lignende og alligevel helt anderledes udfordring: Deres uddannelse
peger også typisk mod forskerverdenen og for dem er ph.d.’en relativt nem at få – det
er bare ikke altid, at det er det, de vil:
”Jeg kan få et job på universitetet, ph.d. eller videnskabsassistent eller noget i den dur, men
hvis jeg vil ud og arbejde i det private, så er jeg nødt til at flytte et andet sted hen. Jeg vil
rigtig gerne arbejde med stamceller, men ikke bare med forskning, jeg kunne godt tænke
mig at finde en privat virksomhed, som arbejder med stamceller, så man også arbejder med
salg og rådgivning og de andre aspekter. Og de virksomheder er der - bare ikke i