Det frie valg eller det frie fald. AC, 2010

og passer ikke på alle uddannelsesgrupper. Der er ingen fleksibilitet i forhold til, hvad den
enkelte ledige virkelig kunne have brug for:
”Jeg synes, det er mærkeligt, at man bliver holdt så passiv, mens man er på dagpenge. Man
må ingenting lave - så det er jo åndssvagt, at jeg ikke kan følge et uddannelsesforløb imens,
for så mange job er der heller ikke at søge - jeg ville godt kunne gøre begge ting på én
gang.” (Christian, cand.merc.-dimittend, AU)
”Der burde være nogle gode kurser, man kan tage. Der er ikke så mange i øjeblikket, og
de er ikke rettet mod arkitekter.” (Abelone, arkitektdimittend, Kunstakademiets
Arkitektskole)
Problemet med passiviteten, som nogle akademikergrupper møder ved ikke at kunne få lov
til at lave frivilligt arbejde, selvom det kan betyde, at man kan gøre en forskel (og man som
ledig har noget at stå op til) bliver endnu mere tydelig, når vi kigger på arkitektgruppen.
Arkitekterne har nogle alternative veje ind i beskæftigelse, som systemet ikke tager højde
for:
”Man må ikke deltage i konkurrencer, fordi så er man ikke "ledig" mere. Det er jo helt
vanvittigt. Det er jo den eneste måde, man kan udvikle sig på som arkitekt, det er at
deltage i nogle konkurrencer og holde sig aktiv og måske blive set, hvis man er heldig. Så
længe man ikke tjener penge på det, burde det jo ikke være noget problem. Det er jo okay
at modregne det i dagpengene, hvis man skulle være så heldig at vinde. Man ville også få
genereret nogle nye iværksættere, der satte nogle nye tegnestuer op. Fordi det er den typiske
måde at starte på, at man vinder nogle ting. Og det skal da netop være en mulighed for de
arbejdsløse” (Alma, arkitektdimittend, Kunstakademiets Arkitektskole)
”Der kunne være rigtig mange gode ting ved, at det var i orden at deltage i konkurrencer.
Man ville blive en meget bedre arkitekt af det og man ville blive et gladere menneske.”
(Alvin, arkitektdimittend, Kunstakademiets Arkitektskole)
Akademikere bliver omfattet af ”one size fits all”-problematikken, som ikke kun findes i
uddannelsespolitikken, men som bestemt også findes i beskæftigelsespolitikken. I stedet for
konkret at kigge på, hvad den enkelte ledige har brug for, eller hvad specifikke akademikergrupper
har brug for, så skærer man alle over én kam og skaber derfor unødvendige barrierer
for de ledige til at komme i beskæftigelse.
Det fremgår af fokusgruppeinterviewene, at de ledige dimittender ikke stiller krav om, at
beskæftigelsessystemet altid skal stå parat med nøglen til at løse netop deres beskæftigelsesudfordringer.
I stedet for har dimittenderne en forventning om, at systemet som minimum
udviser forståelse for den fortvivlelse, der er ved ikke at kunne finde et arbejde indenfor
ens kompetencefelt og ikke at vide, hvornår det overhovedet vil lykkes.
137