Det frie valg eller det frie fald. AC, 2010

Det er oplagt, at universiteterne i de kommende år påtager sig et stadig større medansvar
for de nyuddannedes veje ud på arbejdsmarkedet. De senere års udvikling har beredt vejen,
og forsøget med op til et halv års udslusning som alternativ til beskæftigelsessystemet er
værd at afprøve i større og længere skala. Det kræver imidlertid vilje til en ordentlig grundfinansiering
af en bredere opgaveportefølje for universiteter og andre højere læreanstalter.
Fra universiteter for de få til universiteter for de mange
Undersøgelsen ser ud til at have udviklet sig til at blive et af de første dokumenterede vidnesbyrd
på, at ikke alt er omkostningsfrit ved udviklingen fra relativt elitære uddannelser
med en begrænset nyproduktion af akademikere og til de ”masseuniversiteter m.v.”, som
nu uddanner ca. 13.000 kandidater årligt.
Undersøgelsen afspejler, at universiteterne og andre højere læreanstalter fortsat evner at
uddanne og udvikle de – i faglig eller kunstnerisk forstand – dygtigste kandidater til det
højeste internationale niveau. Men hvad med de resterende studerende og kandidater? De
tilbydes ganske vist de samme uddannelser og gennemfører uddannelserne så godt som
muligt indenfor 5-7 år. Men dette store flertal af nyuddannede skal finde fodfæste på det
brede arbejdsmarked, hvor der for en stor dels vedkommende ikke er og ikke kommer til at
være en ”én til én”-sammenhæng mellem uddannelsernes faglighed og arbejdslivets efterfølgende
krav til kvalifikationer og kompetencer.
Uddannelsesstedernes frihed til at skrue på volumenknappen ved optaget til uddannelserne
bør følges af en ansvarlighed i forhold til at sikre en vis overensstemmelse mellem uddannelsens
faglighed og anvendelighed i forhold til et bredere arbejdsmarked. Med øget studentervolumen
på uddannelserne opstår der også en ny type studerende, som har andre
forventninger til uddannelsens anvendelighed, end den mere klassiske studerende. Derfor
må man samtidig rejse et kritisk, men nødvendigt spørgsmål, om det er i overensstemmelse
med ærlig kommunikation, når nogle humanistiske uddannelser brander sig som generalistuddannelser,
med henvisning til, at deres dimittender får arbejde på et bredt arbejdsmarked?
For hvad nu hvis uddannelserne slet ikke er så brede som man som studerende har
fået opfattelsen af? Hvad nu hvis uddannelserne retter sig mod en forskerkarriere, og der
kun er ph.d.-stillinger til et fåtal?
Når ledighedstallene blandt dimittender har fundet vej til overskrifterne har det i alt for
mange tilfælde alene ført til simple krav om indgreb i optagelsestallene på den eller hin uddannelse.
Undersøgelsen giver også indikationer af, at uddannelsesstederne kunne være
langt mere bevidste om, hvor mange og hvem de optager og måske mest af alt, hvordan de
uddanner i forhold til mulighederne på det aftagne arbejdsmarked. Opgaverne er imidlertid
ganske vanskelige. Hvem havde eksempelvis forudset, at den største relative ledighedsstigning
i 2009 ville komme blandt nyuddannede ingeniører og cand.merc.’er, når fokus i så
mange år har været på de høje ledighedstal blandt nyuddannede humanister?
16