Det frie valg eller det frie fald. AC, 2010

nes krav til bredt kvalificerede og praksisafprøvede medarbejdere, når de rekrutteres lige
efter sidste eksamen. Markedet har med andre ord ret. Lønforskellene mellem bachelorer,
nyuddannede kandidater med kun eksamensbeviset og så nyuddannede med et udbygget
CV er stort set ikke-eksisterende. Derfor synes det kun naturligt og klogt, at danske arbejdsgivere
i deres praksis vælger de nyuddannede til, som gennem ét eller flere studiejob
har prøvet deres kundskaber af i praksis. Arbejdsgiverne får regulært dobbeltkvalificerede
medarbejdere til samme pris som de enkeltkvalificerede. Logikken i valget er derfor til at
forstå i ansættelsesstedernes praktiske dagligdag. Men er det rimeligt, at de studerende reelt
møder skjulte eller dobbelte standarder i forhold til samfundets formulerede krav til dem?
Store grupper af nyuddannede bliver taberne i sådant dobbeltspil, hvor den officielle retorik
ikke svarer til arbejdsmarkedets de facto forventninger.
Undersøgelsen viser, at en fornuftig privatøkonomisk kalkule for store grupper kan være at
forlænge den normerede studietid med 1-2 år for at gøre sig tilstrækkeligt attraktiv mht. den
nødvendige praktiske ballast i CV’et. Undersøgelsen afdækker, at de studerende og nyuddannede,
som ved deres held, netværk eller snusfornuft har valgt at dobbeltkvalificere sig,
selvom det har den konsekvens, at studietiden samlet løb op i 6-7 år, meget ofte har en
nemmere indgang på arbejdsmarkedet end de studiefæller, der alene levede op til kravet om
at nå igennem på normeret tid. For mange grupper er den forlængede studietid – hvis den
bruges rigtigt – derfor en forudsætning for at leve op til spillereglerne i det spil, som man
kunne kalde for ”den langsigtede arbejdsmarkedsstrategi”.
Den normerede studietid for kandidatuddannelserne er typisk på to år. Undersøgelsens
påvisning af et de facto dobbeltkvalificeringskrav rejser specielt spørgsmålstegn ved, om
denne varighed ikke er for kort for meget store grupper af kandidatstuderende, hvis de skal
have mulighed for at blive tilstrækkeligt fagligt og erhvervsmæssigt kvalificerede. I forvejen
er der betydelig stoftrængsel på kandidatoverbygningen. De nye studiestrukturer og kombinationsmuligheder
gør, at mange for at udskille sig fra mængden tager forløb på andre institutter
eller på universiteter i udlandet. Samtidig er de studerende i den fase den mest attraktive
arbejdskraft hos de stadig flere arbejdsgivere, som forstår at anvende højt kvalificeret
studenterasssistance. Og endeligt trækker forberedelsen til specialet som nævnt store veksler
på de kandidatstuderende.
Der er derfor behov for at diskutere, om der er mulighed for at lette den stoftrængsel på
kandidaten, uden at slække på hverken faglighed eller anvendelighed. De studerende er
nødt til at dobbeltkvalificere sig for at finde beskæftigelse, og de er nødt til at have høj faglighed
for at kunne konkurrere og øge vidensniveauet i samfundet. Men de er ikke nødt til
at færdiggøre deres studium på fem år, hvis de selv vurderer, at en længere studietid er det,
der skal til, for at være tilstrækkeligt vidende og kvalificeret til arbejdsmarkedet. Der kan
være brug for en modbølge til kravet om ”hurtig – hurtig”, hvis man vil en samfundsudvikling
båret af viden.
14