Det frie valg eller det frie fald. AC, 2010

Kapitel 7: Jobsøgning i modvind
Det er altid nemt at gemme sig bag samfundsøkonomiske udtryk som ”konjunkturbaseret
ledighed”. Konjunkturerne vender, gode tider forsvinder og bliver efterfulgt af dårlige,
hvorefter de gode tider som Fugl Fønix genopstår fra asken. Det er en samfundsmæssig
præmis og man må bare håbe på at kunne følge med og holde sig fri af de værste udfordringer.
Men bag konjunkturbaseret ledighed og kulturbestemte overgangsproblemer, er
der rigtige mennesker af kød og blod, der skal forsøge at få fodfæste på arbejdsmarkedet.
Med sig har de deres uddannelse, de valg, de har truffet undervejs og den adfærd, de har
udvist, og med det skal de forsøge at tvinge sig ind på et arbejdsmarked, der i øjeblikket er
næsten hermetisk lukket for mange nyuddannede. Det er traditionelt svært at få sit første
job, men de nyuddannede lige nu skal kæmpe sig ind på arbejdsmarkedet under én af de
største økonomiske kriser, Danmark har stået i siden depressionen
112
”Vi lagde alle kræfter i vores speciale og vi kunne se, hvor let de andre fra studiet kom i
job. 14 dage efter, vi afleverede, krakkede Lehman Brothers, og fra den ene dag til den
anden forsvandt markedet fuldstændig. Der var ingen job at søge.” (Christian, cand.merc.dimittend,
AU)
Det er en ualmindelig dyster situation, mange pludselig befinder sig i, og som intet har med
deres adfærd at gøre. De har gjort præcis det samme som de studerende, der dimitterede
årgangen før, men modsat de forrige, er der ingen virksomheder, der nu skriger på deres
arbejdskraft. De har knoklet i fem-seks år for at tage en uddannelse, der skulle kvalificere
dem og i øvrigt tjene samfundet, og i stedet bliver de tilovers på et arbejdsmarked, hvor
ingen synes at have fokus på de nye, unge kræfter. Mareridtsscenariet for dem er, at når
krisen engang vender, så vil der være et nyt, yngre kuld af studerende, der pludselig har
overhalet dem indenom, fordi virksomhederne helst tager dem med den nyeste viden. Og
mareridtsscenariet for samfundet er, at de, ligesom årgangene fra 2002 og 2003, vil være
overrepræsenteret i arbejdsløshedsstatistikkerne mange år frem i tiden. Menneskeligt og
økonomisk spilder vi enorme ressourcer på, at de nyuddannede ikke får et ordentligt fodfæste
på arbejdsmarkedet.
Så hvordan får vi dem sparket bedst ind på arbejdsmarkedet i en krisetid? Hvad gør de
nyuddannede, når den skinbarlige sandhed, at de skal søge deres første job i strid modvind,
går op for dem? Der er ikke noget, de kan gøre ved deres uddannelsesretning eller ved deres
adfærd undervejs i studiet. Søger de geografisk bredere eller snævrere? Dropper de tankerne
om drømmejob? Søger de i stedet alle job? Bliver de iværksættere eller netop ikke?
Søger de mere i én sektor frem for en anden? Og er der overhovedet nogen konkrete råd,