betænkning

More documents

Recommendations

Info

Afsnit II. Ekspropriation og taksation De hidtidige bestemmelser om ekspropriation til vej formål har været genstand for megen kritik. Ikke mindst er det blevet kritiseret, at reglerne er så uensartede og findes spredt i en række forskellige love, der tildels dækker de samme områder, således at ekspropriation til et givet vejanlæg i visse tilfælde vil kunne foretages efter flere forskellige regler. I det følgende er gennemgået de gældende regler med hensyn til de formål, hvortil der kan eksproprieres, sammensætningen af vurderingsmyndighederne, retningslinierne for erstatningsfastsættelsen og reglerne om selve ekspropriationens foretagelse. Videre er omtalt den kritik og de tvivlsspørgsmål, der har rejst sig over for bestemmelserne, og endelig er redegjort for udvalgets forslag til ændring af den hidtidige retstilstand. I forbindelse med gennemgangen af vejlovgivningens regler om ekspropriation til anlæg og udvidelse af offentlige veje m. m. har man foretaget en tilsvarende gennemgang af vejlovenes bestemmelser om afgivelse af vejmateriale til brug ved offentlige veje, jfr. herom nedenfor under D. A. Nugældende retstilstand 1. Ekspropriationsformål De enkelte ekspropriationsloves angivelse af de formal, hvortil der kan eksproprieres, er af ret forskellig rækkevidde. De vigtigste bestemmelser om ekspropriation til landeveje findes i forordningen om vejvæsenet af 13. december 1793, jfr. plakat af 6. august 1800 og plakat af 9- april 1804. I henhold til vejforordningens § 14 kan der eksproprieres »til de nye Vejes Anlæg eller til de gamles udfordrende større Bredde den fornødne Grund«. I henhold til lov af 20. august 1853 angående forpligtelse til jords afgivelse til offentlige biveje kan ekspropriation af det nødven- 10 (Jfr. lovforslagets kapitel II) dige jordareal kræves, når vejbestyrelsen »finder enten Anlæggelsen af en ny offentlig Bivej eller Udvidelsen af en ældre saadan Bivej eller en forandret Retning af samme i den Grad fornøden, at det almene Vel må anses at fordre slige Anlæg«. En langt videregående ekspropriationsbeføjelse findes i bygningslovgivningen og navnlig i den københavnske byggelov af 29. marts 1939. Efter denne lovs § 41, der ved vedtægtsbestemmelse kan indføres i andre kommuner, kan kommunalbestyrelsen beslutte, at private tilhørende grunde m. m. skal afstås mod erstatning, når det er nødvendigt at kunne råde over dem til opnåelse af tilfredsstillende bebyggelses- eller gadeforhold eller tilvejebringelse eller udvidelse af kommunale institutioner eller virksomheder eller af anlæg, der tjener et for staden almennyttigt formål. Den frederiks bergske byggelov (lovbekendtgørelse nr. 212 af 1. august 1912) indeholder i § 14 hjemmel for kommunalbestyrelsen til at kræve afståelse af de private tilhørende grunde og bygninger, hvis afståelse findes nødvendig til anlæg af nye gader og veje eller til anlæg af kloaker eller i andre almennyttige øjemed. Også den frederiksbergske byggelovs bestemmelser kan ved en af indenrigs- og boligministeren stadfæstet vedtægt indføres i andre kommuner. Såvel den københavnske som den frederiksbergske byggelov indeholder som nærmere omtalt nedenfor under IV byggeliniebestemmelser, der går ud på, at bebyggelsen skal holdes i en vis, nærmere angiven afstand fra vejens midtlinie, og at arealet mellem den tidligere gadelinie og byggelinien (udvidelsesiinien) under visse omstændigheder kan kræves afgivet uden vederlag. I købstæder, hvor der ikke måtte foreligge bygnings- eller vejvedtægt, findes ekspropria-
tionshjemmelen foruden i bivejsloven af 20. august 1853, der kun gælder for markjorderne, i § 2 i købstadsbygningsloven (lovbekendtgørelse nr. 210 af 1. august 1912), der giver adgang til ekspropriation af arealer og bygninger til udvidelse af bestående veje. Derimod giver loven ikke kommunalbestyrelsen beføjelse til ekspropriation til anlæg af nye veje. De sidstnævnte lovbestemmelser anvendes dog kun i ringe omfang ved ekspropriationer til vejanlæg i købstæderne, da de fleste købstæder (herunder Frederiksberg) med hjemmel i § 4 i lov nr. 85 af 31. marts 1926 og § 23 i købstadkommunalloven (lovbekendtgørelse nr. 328 af 6. juli 1950) i vejvedtægter har indsat ekspropriationsbestemmelser med forbillede i § 10 i den københavnske gadelov af 14. december 1857 med senere ændringer og § 1 i lov nr. 144 af 13. april 1923 vedrørende ændring i Københavns bygningslov. Bestemmelsen i § 10 i den københavnske gadelov er ganske vist blevet ophævet ved Københavns byggelov af 1939, men det har utvivlsomt ikke hermed været hensigten at afskære nogen kommune fra at foretage ekspropriation til vej formål. Med hensyn til de formål, hvortil der kan eksproprieres, henviser 1857-loven i øvrigt til bygningslovgivningen, og enkelte vej vedtægter gør det samme. De fleste vejvedtægter indeholder dog en selvstændig angivelse af, i hvilke øjemed ekspropriation i henhold til vedtægten kan finde sted. Normalt hedder det i vedtægterne, at de private tilhørende grunde m. v., som er til hinder for en bedre ordning af gader, pladser, veje, sporveje og andre trafikmidler i købstaden, når byrådet derpå gør fordring, skal afstås mod erstatning. Denne affattelse svarer ganske til formuleringen i den fornævnte lov nr. 144 af 13. april 1923. Nogle få vej vedtægter har med hjemmel i § 75 i den københavnske byggelov indført ekspropriationsbestemmelser af et lige så vidtgående indhold som denne lovs § 41. Bestemmelser af den omhandlede karakter er endvidere i flere tilfælde optaget i bygningsvedtægter, stadfæstet af indenrigs- og boligministeren. Såvel den københavnske gadelov af 1857 (§1) som vej vedtægterne indeholder hjemmel for vejbestyrelserne til at erklære enhver privat gade, vej, plads eller sti for offentlig, når den i forvejen har været til brug for flere særskilt matrikulerede og i særligt eje værende ejendomme. Bestemmelsen indeholder en henvisning til den paragraf i loven (vedtægten), som angiver vurderingskommissionens sammensætning og de retningslinier, der skal lægges til grund ved erstatningsfastsættelsen. Denne henvisning angiver, at der kan tænkes tilfælde, hvor lodsejerne bør have erstatning for overtagelsen, men normalt lider de ikke noget tab ved denne. I mange landkommuner med bymæssig bebyggelse er der med hjemmel i lov nr. 90 af 23. marts 1932 blevet indført vej vedtægter, hvis ekspropriationsbestemmelser svarer til købstadvedtægternes. Endvidere har et stort antal sognekommuner fået stadfæstet bygningsreglementer med ekspropriationsbestemmelser, udformet på grundlag af den nyere bygningslovgivning. Også § 17 i byplanloven (lovbekendtgørelse nr. 242 af 30. april 1949) giver kommunalbestyrelsen en vidtgående ekspropriationsbeføj else, idet det deri foreskrives, at de private tilhørende grunde m. v., som er fornødne til anlæg af de i en godkendt byplan afsatte veje, torve, pladser, kirkegårde, spor og ledningsanlæg eller til opførelse af de i planen afsatte offentlige bygninger eller andre anlæg, eller som det i øvrigt er af væsentlig betydning for det offentlige at råde over for at gennemføre planens bestemmelser, skal afstås mod erstatning efter lovens regler, når kommunalbestyrelsen kræver det. Som det vil ses, indeholder byplanlovens ekspropriationsbestemmelser, uanset den vidtgående formulering, den vigtige begrænsning, at de kun kan komme til anvendelse, når der foreligger en godkendt byplan. En dispositionsplan er således ikke tilstrække- Ug- Den snævreste begrænsning inden for det her omhandlede område af de formål, hvortil der kan eksproprieres, findes i § 2, stk. 1, i byggelinieloven (lov nr. 275 af 28. november 1928). Efter denne bestemmelse kan vedkommende kommunalbestyrelse (vejbestyrelse) til udvidelse af offentlige veje kræve afståelse af det areal, som ligger mellem den ældre vejlinie og den i henhold til loven fastsatte byggelinie. Bestemmelsen synes i de allerfleste tilfælde at være overflødig, men baggrunden for dens tilblivelse har sikkert været den kritiske indstilling, som ikke mindst i tiden omkring byggelinielovens vedtagelse bestod over for ekspropriationsbestemmelserne i vej forordningen af 1793 og loven af 1853 om jords afgivelse til offentlige biveje, jfr. herom nedenfor (pag. 15—16). II
Page 1: BETÆNKNING VEDRØRENDE FORSLAG TIL
Page 4 and 5: Afsnit IV. Byggelinier A. Nugælden
Page 6 and 7: går spørgsmålet om udformningen
Page 8 and 9: Endelig anvender det nu foreliggend
Page 12 and 13: Ekspropriation til gennemførelse a
Page 14 and 15: ejendommen i øvrigt skønnes at op
Page 16 and 17: sationsmænd mente sig særligt bef
Page 18 and 19: C. Udvalgets forslag Som det vil fr
Page 20 and 21: gravning og korsel, skal der derimo
Page 22 and 23: iagttagelser, man herhjemme har gjo
Page 24 and 25: kræves for en fortsat udnyttelse a
Page 26 and 27: Spørgsmålet har som nævnt kun i
Page 28 and 29: egulerende bestemmelser, såfremt d
Page 30 and 31: Ifølge den gældende lovgivning ka
Page 32 and 33: es i den fastsatte byggelinie, samt
Page 34 and 35: af byggelinier (men ikke om hjørne
Page 36 and 37: ejer er efter vejbestyrelsens forla
Page 38 and 39: stiger iøvrigt, for så vidt angå
Page 40 and 41: veje i de forholdsvis sjældne tilf
Page 42 and 43: Under den nugældende retstilstand
Page 44 and 45: foran omhandlede bestemmelser derve
Page 46 and 47: derfor. For bivejenes vedkommende u
Page 48 and 49: og den langvarige henstillen af mot
Page 50 and 51: Under den nugældende retstilstand
Page 53 and 54: UDKAST til forslag til lov om besty
Page 55 and 56: spektive vejmyndigheder udskrift af
Page 57 and 58: gelse uden for Københavns kommune
Page 59 and 60: anstaltning ved vurderingen findes
Page 61 and 62:
nægtet samtykke til en overkørsel
Page 63 and 64:
fentlige veje. Dog kan ministeren f
Page 65 and 66:
stier som offentlige samt at anlæg
Page 67:
1853 angående forpligtelse til jor
Page 70 and 71:
70 Nærværende 1942-forslaget fors
Page 72 and 73:
paragraffer nærmere omtalte vejarb
Page 74 and 75:
var udlagt og angivet på matrikelk
Page 76 and 77:
gennemføres en lettere adgang til
Page 78 and 79:
Om baggrunden for forvaltningskommi
Page 80 and 81:
priationer og taksationer til lande
Page 82 and 83:
vejbestyrelsen, nar den ikke længe
Page 84 and 85:
lovforslaget af 1942, har der være
Page 86 and 87:
ven ikke har tillagt amtsrådene, d
Page 88 and 89:
Til § 34. Allerede under den nugæ
Page 90 and 91:
foreslås derfor i stk. 8, at udgif
Page 92 and 93:
større principielle ændringer i d
Page 94 and 95:
estyrelsen samtidig med byggeliniep
Page 96 and 97:
et tidspunkt som muligt bliver beke
Page 98 and 99:
anlægge gang- og cyklestier i stø
Page 100 and 101:
den ikke blev optaget på gangstifo
Page 102 and 103:
etøjer blevet stadig mere brænden
Page 104 and 105:
havn, jfr. købstadkommunallovens
Page 106 and 107:
§ 5. Ministeren for offentlige Arb
Page 108 and 109:
af Ministeren i Medfør af Stk. 3 o
Page 110 and 111:
maatte medføre fremtidige Lettelse
Page 112 and 113:
linger, Udstikninger og Afmærkning
Page 114 and 115:
Stk. 5. De vedkommende Ejere og Bru
Page 116 and 117:
§ 32. Stk. 1. Ministeren for offen
Page 118 and 119:
§ 41. Alle andre Stier end saadann
Page 120 and 121:
nævnte Tilfælde til Ministeren fo
Page 122 and 123:
Stk. 2. Ekspropriation og Taksation
Page 124 and 125:
Motorafgiftsloven, saaledes at man
Page 126 and 127:
ledes, at Vejens Optagelse som Bive
Page 128 and 129:
Til § 16. Vedrørende de i Stk. 1
Page 130 and 131:
eller Bivej bortsælges, har man ov
Page 132 and 133:
1845 § 1 er Haver og Lystskove und
Page 134 and 135:
serne i § 7, Stk. 1 og 2, i Lov Nr
Page 136 and 137:
fældet ved offentlige Veje og Gade
Page 138 and 139:
træffe Bestemmelse om en Række Fo
show all

betænkning

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?