betænkning

ningen først er bindende for de pågældende
ejere og brugere, når der har været afholdt en
åstedsforretning, hvortil de af ekspropriationen
berørte ejere og brugere indkaldes, og hvor de
gøres nærmere bekendt med ekspropriationen
og dennes omfang. Det vil hyppigt være praktisk,
at der ved forretningen fremlægges en
plan, der angiver ekspropriationens omfang.
Det vil dog kun sjældent være muligt ved
åstedsforretningen helt nøjagtigt at angive, hvor
mange kvadratmeter der må afstås fra en ejendom,
med mindre vejanlægget medfører, at den
må eksproprieres i sin helhed. For at der ikke
senere skal opstå tvivl om, hvad der er sket ved
forretningen, foreslås det, at der optages en protokol
over det passerede.
Ved den angivne fremgangsmåde vil myndigheden
til at foretage ekspropriationer forblive
hos de kommunale råd, der fortsat på en
enkel og hurtig måde kan foretage ekspropriationer
til vejanlæg, og samtidig vil lodsejerne
ikke som nu kunne risikere i deres dispositioner
at blive bundet af en ekspropriation, som
de ikke har kunnet have kendskab til.
Da ekspropriation som angivet i grundlovens
§ 73 alene må ske, når almenvellet kræver det,
har man ment, at der i lighed med, hvad der
er fastsat i vej vedtægterne og Københavns
byggelov, bør være en adgang for de af ekspropriationen
berørte ejere og brugere til at indanke
den stedfundne ekspropriationsbeslutning
for en overordnet myndighed. Overensstemmende
med det i loven i øvrigt fulgte system
foreslås det, at klager over beslutninger, der er
truffet af amtsrådet eller byrådet, skal kunne
indbringes for ministeren for offentlige arbejder,
medens klager over sognerådenes ekspropriationsbeslutninger
indankes for vedkommende
amtsråd. Fristen for påanke er overensstemmende
med det forslag til landsbyggelov, som
for tiden er under udarbejdelse, foreslået sat
til 30 dage. Anlægsforanstaltningerne vil dog
kunne fremmes, selv om klage indgives. Vejbestyrelsen
vil imidlertid kunne pådrage sig et
erstatningsansvar, hvis den overordnede myndighed
måtte beslutte at tilsidesætte ekspropriationsbeslutningen
.
For at sikre lodsejerne imod, at der foretages
en ekspropriation vedrørende deres ejendomme,
uden at der tages skridt til fastsættelsen af erstatningen,
foreslås det i stk. 3, at ekspropriationsbeslutningen
ikke kan fremmes uden en ny
åstedsforretning, såfremt der ikke inden 1 år
efter åstedsforretningens afholdelse er opnået