betænkning

Ifølge den gældende lovgivning kan vejbestyrelsen
på forskellig måde sikre sig, at arealer,
der tænkes anvendt til vejanlæg, herunder til
udvidelse af bestående veje, ikke anvendes på
en måde, der kan blive til hinder for vejanlæggets
gennemførelse.
I det følgende er givet en oversigt over de
vigtigste bestemmelser i så henseende. Endvidere
er det undersøgt, i hvilket omfang de pågældende
regler kan anses for tilstrækkelige,
og endelig er omtalt de ændringer i den nugældende
retstilstand, som udvalget har foreslået.
A. Nugældende retstilstand
1. Byggelinieloven af 1928
De vigtigste bestemmelser på dette område
findes i lov nr. 275 af 28. november 1928 om
fastsættelse af byggelinier ved gader og veje.
Det fremgår af lovens motiver, at fremsættelsen
af lovforslaget skyldtes et fra flere sider
udtrykt ønske om tilvejebringelse af lovhjemmel
for vejmyndighederne til at fordre bygninger
rykket en passende afstand bort fra vejene
for at sikre disses fremtidige udvidelse. Ønsket
var oprindelig blevet fremsat af Københavns
Amtsråd og var senere blevet støttet af amtsrådsforeningen
og de samvirkende sognerådsforeninger.
Sagen blev forelagt det af ministeriet
for offentlige arbejder under 17. marts
1925 nedsatte automobiludvalg, der anbefalede,
at den ønskede lovhjemmel blev tilvejebragt,
idet udvalget henviste til, at det med den rivende
udvikling, automobiltrafikken havde taget,
før eller senere ville blive nødvendigt at
udvide vejene. Det ville derfor være af den
største økonomiske interesse, at der ikke blev
bygget helt ud til vejgrænserne, da det ville
medføre uforholdsmæssigt store udgifter til
vejenes udvidelse, når bygninger skulle er-
30
Afsnit IV. Byggelinier
(ffr. lovforslagets kap hel IV.).
hverves. Udvalget fremsatte endvidere forskellige
synspunkter, som det mente burde være
vejledende ved udarbejdelsen af et lovforslag,
bl. a. at loven kun burde gælde offentlige
veje, at bygninger skulle holdes i en nærmere
angiven afstand fra vejens midtlinie (større for
landeveje end for biveje), at midtlinien skulle
fastsættes af vejbestyrelsen, og at hjørnebygninger
skulle have brudte hjørner. Lovforslaget
blev herefter udarbejdet væsentligst på det
af automobiludvalget tilvejebragte grundlag.
Ifølge lovens § 1, stk. 1, kan vedkommende
kommunalbestyrelse, når det af færdselshensyn
anses for nødvendigt, at der sikres en dennes
myndighed underlagt offentlig vej mulighed
for udvidelse til større bredde, bestemme, at
bygninger, der fremtidig opføres ved vejen,
hvad enten dette sker på en hidtil ubebygget
grund eller i stedet for nedbrændte eller nedrevne
bygninger, skal holdes i en afstand af indtil
17,5 m, hvis vejen er en landevej, og ellers
indtil 12,5 m fra midtlinien. Sidstnævnte afstand
kan i købstæderne med indenrigsministerens
(efter 4. december 1942 ministeren for
offentlige arbejders) og i sognekommunerne
med amtsrådets tilladelse forøges til 15 m.
Som det vil ses, bestemmes byggelinien i forhold
til vejens midtlinie, hvorved i de fleste
tilfælde må forstås midtlinien af kørebanen.
Byggelinier vil derfor normalt blive pålagt
symmetrisk med hensyn til vej midten; men i
praksis har man ikke anset det for udelukket
i visse tilfælde at undlade at pålægge byggelinien
i den ene side af vejen eller at fastsætte
en forskellig afstand fra midtlinien for de
to byggelinier langs den samme vej. Afstanden
for den enkelte byggelinie vil dog ikke kunne
overstige den i loven fastsatte maksimumsafstand
fra vejens midtlinie.
Det kan i praksis være vanskeligt at fastslå,