betænkning

er til de i § 6 i vejbestyrelsesloven af 1867
omhandlede »ikke private veje«. Den sidstnævnte
bestemmelse tog navnlig sigte på de
gamle byveje, mølleveje og lignende, der efter
den ældre ordning havde været til rådighed
for almenhedens færdsel, uden at de blev vedligeholdt
af det offentlige. Kun en del af disse
er siden blevet optaget på bivejsfortegnelserne,
jfr. § 15 og bemærkningerne til denne paragraf.
Sådanne veje vil som hidtil kunne optages
på bivejsfortegnelserne, uden at der kan
rejses spørgsmål om ydelse af erstatning til
private lodsejere.
Foruden disse gamle almene veje bør vejbestyrelsen
imidlertid på bivejsfortegnelsen kunne
optage sådanne private veje, der hidtil har
været til brug for flere særskilt matrikulerede og
i særligt eje værende ejendomme, de såkaldte
private fællesveje. For sådanne vejes vedkommende
har vejbestyrelserne i de kommuner,
hvor der er indført vejvedtægt, en udtrykkelig
adgang til at overtage de pågældende veje som
offentlige, uden at nogen egentlig ekspropriationsakt
er nødvendig. Vej vedtægternes bestemmelser
herom har deres forbillede i § 1 i
loven om vedligeholdelse af offentlige gader
og vandløb i København af 14. december 1857
med senere ændringer. Det foreslås derfor at
give også de sognekommuner, der ikke har indført
vejvedtægt, en tilsvarende adgang til at
overtage private fællesveje som offentlige uden
anvendelse af de i §§ 23—25 foreskrevne formelle
ekspropriationsregler. På tilsvarende måde,
som det sker i henhold til vej vedtægterne,
når en hidtil privat fællesvej overtages som offentlig,
bør lodsejerne have adgang til at forelægge
spørgsmålet om en eventuel erstatningsydelse
for vurderingsmyndighederne. Der henvises
derfor til § 26 om de retningslinier, hvorefter
erstatningerne skal fastsættes i tilfælde af
arealerhvervelserne til vejanlæg. En tilsvarende
henvisning findes i § 1 i den københavnske
gadelov og i de med forbillede i denne udarbejdede
bestemmelser i vej vedtægterne. 1
praksis er det imidlertid kun i undtagelsestilfælde,
at lodsejerne lider noget tab, når tidligere
private fællesveje overtages som offentlige.
Endelig bør vejbestyrelserne på vej fortegnelserne
optage sådanne veje, hvortil arealerne er
erhvervet enten ved køb eller ved forudgående
ekspropriation efter reglerne i kapitel II.
Da det må anses for påkrævet, at det af forslaget
til bivej sfortegnelserne klart kommer til
at fremgå, hvilke biveje der agtes nedlagt ved
revisionen af fortegnelserne, foreslås der i § 14,
stk. 2, 1. punktum, der iøvrigt svarer til § 13,
stk. 1, 3. punktum, i 1942-forslaget, optaget den
nye bestemmelse, at det ved fremlæggelsen skal
oplyses, om sognerådet har besluttet at nedlægge
nogen vejstrækning, der hidtil har været offentlig.
Efter 1942-forslaget skulle nedlæggelsen
af sådanne veje kun fremgå indirekte af,
at de ikke var medtaget på fortegnelsen.
løvrigt er bestemmelsen i § 14 uændret i
forhold til § 13 i 1942-forslaget, bortset fra,
at der i 3. stykke henvises til den beføjelse, som
besigtigelses- og ekspropriationskommissioner i
henhold til forordningen af 5. marts 1845 har
til at bestemme, hvorledes der skal forholdes
med de vejarealer, der aflægges i forbindelse
med ekspropriationerne, og til den beføjelse,
som vejbestyrelsen i henhold til den foreslåede
nye bestemmelse i § 20, stk. 3, ved vejforlægninger
har til at disponere over mindre, aflagte
vejarealer, der ikke kan have færdselsmæssig
betydning for lodsejerne.
Til § 15.
Bestemmelsen fandte ikke i det tidligere
fremsatte vejlovsforslag.
Som nærmere angivet i betænkningen, pag.
8—19, tilsigtede § 6 i vejbestyrelsesloven af
1867, at sådanne almene veje, som ikke tidligere
havde været optaget på bivejsfortegnelsen, og
som ikke ønskedes opretholdt som offentlige,
skulle optages på fortegnelsen og derefter nedlægges
overensstemmende med den i bestemmelsen
angivne fremgangsmåde med hensyn
til nedlæggelsen af biveje.
Som det ligeledes er nærmere omtalt i betænkningen,
har man imidlertid fra vejbestyrelsernes
side som regel undladt at følge den i den
hidtidige vejbestyrelseslovs § 6 forudsatte fremgangsmåde
med hensyn til sådanne herreløse
almene veje, som man ikke ønskede at opretholde
som offentlige. Den omstændighed, at
lovens regler ikke altid er blevet fulgt, har
skabt uklare forhold, som har givet anledning
til mange retstrætter. Denne uklarhed har medført
væsentlige ulemper for en rationel dyrkning
af jorden og ved forefaldende udstykninger.
Uanset om der i praksis ikke har været
nogen, som har haft interesse i at opretholde
et herreløst alment vejareal som vej, har den
pågældende vejstrækning kun kunnet nedlægges
som vej overensstemmende med vejbestyrelseslovens
komplicerede regler.
Det må derfor anses for nødvendigt, at der
7^