betænkning

lige begrænsninger i adgangsretten af hensyn
til trafikken, og de områder, hvor færdselen
må have førsteret på bebyggelsens bekostning.
Der findes imidlertid betydelige vejstrækninger,
der ikke klart kan henføres til nogen af de to
grupper. Under hensyn til den stadige stigning
i motorkøretøjernes antal og til, at indførelsen
af den fri hastighed har medført en
øget risiko for den tværgående færdsel, må det
være af afgørende betydning snarest at få skabt
klarhed for alle parter om, hvilke områder
der hører til den ene eller den anden af de
nævnte kategorier. Det foreslås derfor i §§
35—38, at det for alle vigtigere veje snarest
efter lovens ikrafttræden fastsættes, inden for
hvilke områder facadeejerne i almindelighed
kan forvente at få adgang til vejen, og hvor
de må vige for færdselens interesser i en begrænsning
af overkørslerne.
Til § 32.
Ved stk. 1 pålægges det vejbestyrelsen såvel
ved anlæg af nye veje som ved omlægning eller
udbygning af bestående veje at træffe bestemmelse
om, hvorledes de adgangsforhold, der
afbrydes ved anlægget, kan retableres i fornødent
omfang. Vejbestyrelsen kan efter den
foreslåede bestemmelse frit skønne over, hvorvidt
der bør gives de tilstødende ejendomme
direkte adgang til den nye eller forlagte vej,
eller om det af færdselsmæssige grunde må
anses for mere formålstjenligt at tilvejebringe
adgangen på anden måde, f. eks. ved anlæg
af private fællesveje. Af bestemmelsen, sammenholdt
med § 23, stk. 1, i slutningen, fremgår
det, at vejbestyrelsen kan erhverve de fornødne
arealer til anlægget af sådanne private
fællesveje ved ekspropriation.
Vejbestyrelsen kan imidlertid ikke have nogen
ubetinget pligt til under alle omstændigheder
og uanset bekostningen at retablere adgangen
til arealer, hvis forbindelse med offentlig
vej afbrydes ved et vejanlæg. Hvis enhver
adgang til arealet fremtidig vil være afbrudt,
må arealet eksproprieres. En udtrykkelig hjemmel
til i sådanne tilfælde at ekspropriere afskårne
arealer er givet i § 23, stk. 3, hvilken bestemmelse
er i overensstemmelse med den i UfR
1939/735 omhandlede højesteretsdom, der vedrørte
en efter reglerne i forordningen af 5.
marts 1845 i anledning af anlægget af Storstrømsbroen
foretagen ekspropriation af et afskåret
areal.
Selv om forbindelsen mellem arealet og det
offentlige vejnet genoprettes eller anlægsforanstaltningerne
ikke helt afskærer arealets adgang
til offentlig vej, bør der under visse omstændigheder
kunne ydes ejeren erstatning.
Dette vil navnlig gælde, når den retablerede
forbindelse til ejendommen ikke danner en tilstrækkelig
adgang til denne, f. eks. hvis der
kun bliver gående adgang til en erhvervsejendom,
hvis drift forudsætter, at der kan køres
ind på ejendommen. Også i tilfælde, hvor der
genoprettes såvel kørende som gående adgang
til ejendommen, må der ydes erstatning, hvis
de ændrede adgangsforhold i væsentlig grad
besværliggør ejendommens drift. Bestemmelsen
er formuleret i overensstemmelse hermed.
I stk. 2 fastslås det, at eksisterende overkørsler
og overgange kan nedlægges ved ekspropriation
også i tilfælde, hvor den pågældende
vej ikke ombygges, hvilket allerede under
den hidtidige lovgivning er antaget i praksis.
Til § 33.
Uanset den tvivl, der i øvrigt har været om
forståelsen af vej forordningens § 80, har der
i det store og hele været enighed om, at bestemmelsen
må forstås således, at ejeren af de
til en landevej stødende grunde ikke selv kan
bestemme, hvor overkørsler eller overgange til
deres ejendomme skal placeres, og at vejbestyrelsen
kan stille visse tekniske betingelser med
hensyn til anlæggets nærmere placering og udformning
som vilkår for at imødekomme et andragende
om etablering af en overkørsel. Regler
af tilsvarende indhold antages også at gælde
for andre offentlige veje end landevejene.
De i denne paragraf foreslåede bestemmelser
bygger derfor på den hidtidige retstilstand
på dette område, men tilsigter nærmere at præcisere
rækkevidden af vejbestyrelsens beføjelser.
De i forslaget nævnte eksempler på tekniske
krav, der kan stilles med hensyn til anlæggene,
er ikke udtømmende.
Da det i mange tilfælde vil være af stor
økonomisk betydning for ejerne af de til en
vej stødende grunde, om de får tilladelse til at
etablere overkørsler eller andre adgange til deres
ejendomme, bør en lodsejer, der har fået
afslag på et andragende om tilladelse til at
etablere en adgang til vejen, have mulighed for
at indgive klage til vedkommende overordnede
vejmyndighed; det vil for de af sognekommunerne
administrerede vejes vedkommende
sige amtsrådet og for de øvrige vejes vedkommende
ministeriet for offentlige arbejder.
87