betænkning

er foreslået ændret i overensstemmelse med bestemmelsen
i § 20, stk. 2, i Københavns byggelov
af 29. marts 1939- Det er en selvfølge, at
hjørnebygninger (hvis intet andet er bestemt
i bygningslovgivningen) kan gives en hvilken
som helst form, hvis man blot holder sig inden
for de i bestemmelsen angivne grænser.
Bestemmelsen i stk. 3 er uændret i forhold
til § 1, stk. 4, i byggelinieloven. Da byggelinien
her afhænger af den fremtidige vejhøjde,
har grundejernes stilling efter den nuværende
lov undertiden været noget uklar,
idet der i visse tilfælde har kunnet være tvivl
om den fremtidige vejhøjde. Da man har ment,
at grundejerne i alle tilfælde må have krav på
at få nøjagtige oplysninger om, hvor byggelinien
går, foreslås det derfor i § 44, stk., 4,
at vejbestyrelsen på ejerens anmodning skal
oplyse denne om byggeliniernes beliggenhed
på hans ejendom.
Ifølge § 1, stk. 5, i byggelinieloven gælder
lovens bestemmelser ikke for de på købstædernes
bygrunde beliggende offentlige veje,
men kan udvides til også at gælde disse, når
bestemmelserne optages i en af ministeren stadfæstet
vedtægt. Da byggelinielovens regler i de
forløbne år i vidt omfang ved vedtægtsbestemmelser
er blevet udvidet til at gælde købstædernes
bygrunde, foreslås det at lade bestemmelsen
i byggelinielovens § 1, stk. 5, udgå,
således at bestemmelsen umiddelbart gælder
også for købstædernes bygrunde.
Til § 41.
Allerede under forhandlingerne om vejlovsforslaget
i 1941 blev det, som det fremgår af
det da fremsatte forslags § 25, der svarer til
nærværende forslags § 21, fremhævet, hvor
vigtigt det var, at der blev udarbejdet en plan
for udbygningen af de vigtigste veje. Vejdirektoratet
har derfor også fået pålæg om at påbegynde
udarbejdelsen af den i § 21 omhandlede
vej plan, omfattende hovedlandeveje, landeveje
samt sådanne biveje, der må anses for
at være af særlig betydning for den gennemgående
færdsel; men betydningen af, at en sådan
plan udarbejdes, svækkes af den omstændighed,
at der ikke altid er mulighed for at
sikre de arealer, hvorover sådanne planlagte
veje fører. Amtsrådene har nemlig hidtil kun
kunnet søge sådanne vejanlæg sikret i områder,
hvor by- og markplaner udarbejdes af vedkommende
by- eller sogneråd. Amtsrådene har således
ikke haft nogen mulighed for at sikre
deres egne vejanlæg, men har været henvist til
indirekte — gennem vedkommende by- eller
sogneråd — at gøre deres ønsker gældende. I
praksis har dette bevirket, at fremtidige landevej
sanlæg praktisk talt ikke har kunnet forberedes,
hvis de angik arealer uden for byggelinieområderne
ved de eksisterende veje. Dette
har ofte givet sig udslag i, at amtsrådet enten
har stået magtesløst overfor påtænkt bebyggelse
på arealer, som man vidste senere skulle eksproprieres
til landevej, eller har måttet ekspropriere
arealerne hertil lang tid, før de skulle
tages i brug. Manglende bestemmelser på dette
område har i det hele hindret en rimelig planlægning
af landevejenes udbygning, og for
fremtiden, hvor der både af hensyn til vejene
og af hensyn til bebyggelsen ved disse må ske
en planlægning af vejnettets udbygning i langt
højere grad end hidtil, må det anses for nødvendigt,
at der gives vejbestyrelserne adgang til
ved byggeliniepålæg at sikre anlægget af og
oversigtsforholdene ved de veje, der er optaget
på vej planen.
Uanset at købstads- og sognekommunerne i
henhold til byplanloven kan træffe bestemmelse
om sikring af de af dem administrerede offentlige
veje, har man dog ment ved vejloven at
burde tillægge også byrådene og sognerådene
samme beføjelse som amtsrådene til ved byggeliniepålæg
at sikre planlagte nyanlæg af veje,
der er af en sådan betydning, at de er optaget
på vejplanen. Det kan nemlig i mange tilfælde
være uhensigtsmæssigt at lade sikringen af sådanne
veje afvente udarbejdelsen eller ændringen
af en byplan, og ved optagelsen af disse
veje på vej planen er der samtidig taget fornødent
hensyn til bebyggelsesforholdene.
Man har endvidere anset det for hensigtsmæssigt
at give vejbestyrelserne en tilsvarende
beføjelse til at sikre større forlægninger af sådanne
bestående veje, som er optaget på vejplanen.
Også private veje må kunne sikres ved byggeliniepålæg
efter bestemmelsen, for så vidt
de optages på vejplanen som fremtidige offentlige
veje.
Ligeledes vil foranstaltninger til regulering
af krydsninger mellem jernbaner og hovedlandeveje,
landeveje og de på vejplanen optagne
biveje kunne sikres efter bestemmelsen.
Foranstaltninger til regulering af krydsninger
mellem jernbaner og rent lokale biveje må
derimod sikres ved byplanbestemmelser.
I stk. 1, sidste punkt, foreslås det, at vej-
93