betænkning

iagttagelser, man herhjemme har gjort med
hensyn til færdselsulykkerne på veje med og
uden randbebyggelse, at slutte, at randbebyggelsen
er en væsentlig årsag til færdselsulykkerne
herhjemme.
Såvel indførelsen af den fri hastighed som
den stadig stigende færdsel med motorkøretøjer
forøger risikoen ved randbebyggelsen med
de mange udkørsler og holdende vogne samt
den megen tværgående fodgængertrafik. Randbebyggelsen
formindsker endvidere kapaciteten
af landevejene, idet den forsvarlige kørselshastighed
nedsættes meget væsentligt, ligesom
de mange opbremsninger, standsninger og
igangsætninger medfører såvel forøget slid på
motorkøretøjerne som stigende benzinforbrug.
Når strækninger af landevejene er forringet
på grund af randbebyggelsen, må man i mange
tilfælde bygge kostbare omkørselsveje eller helt
nye færdselsårer for at lede trafikken uden om
disse områder.
Byplanmæssigt er de bebyggelser, der udformes
langs landevejene, ligeledes uheldige, bl. a.
fordi de medfører uøkonomiske ledningsanlæg
og nødsager beboerne til at tilbagelægge for
lange afstande, når de har ærinde til de forskellige
butikker, offentlige kontorer o. s. v. i byerne.
Også et helt andet forhold taler imod en
fortsat udvikling af randbebyggelsen langs landevejene,
nemlig hensynet til at bevare de smukke
landskabelige udsigter, som findes på mange
af vore veje, og overhovedet byboernes muligheder
for i rimelig afstand fra deres hjem at
få et indtryk af det almindelige danske landskab.
En bebyggelse langs med vejene vil lukke
trafikanterne ude fra disse værdier, og også naturfredningsmyndighederne
har givet udtryk for
deres interesse i at modvirke randbebyggelsen.
B. Nugældende retstilstand
I det følgende er givet en oversigt over de
nugældende bestemmelser med hensyn til adgangen
til at etablere overkørsler og overgange
til de offentlige veje. Endvidere er det undersøgt,
i hvilket omfang de nugældende regler
er tilstrækkelige, og endelig er omtalt de
ændringer i den nugældende retstilstand, som
foreslås af udvalget.
Ved forskellige love har man søgt at begrænse
randbebyggelsen og de dermed forbundne
ulemper.
1. Byplanloven
I så henseende kan fremhæves byplanloven,
22
lovbekendtgørelse nr. 242 af 30. april 1949,
§ 2, stk. 2, pkt. 1, hvorefter der ved en byplan
kan træffes bestemmelse om, at der fra de til
planlagte hovedveje grænsende arealer ikke skal
haves adgangs- eller anden facaderet til vejene.
Ved hovedveje tænkes der i denne forbindelse
ikke på færdselslovens hovedvej sbegreb, men
derimod på veje, der ventes at blive betydelige
færdselsårer. Som det vil ses, begrænses adgangsretten
ved denne bestemmelse kun ved
planlagte, ikke ved bestående veje. I denne
forbindelse kan også nævnes lovens § 2, stk.
2, pkt. 10, hvorefter der ved byplanen kan
træffes bestemmelse om regulering af bebyggelsen
på ejendomme, der drives som landbrug
(herunder landarbejderboliger), frøavl, skovbrug,
gartneri, frugtplantager, fiskeri eller hønseri,
idet det kan fastsættes, at der på disse kun
må opføres bygninger til brug for de nævnte
formål, samt funktionærboliger i tilslutning til
eksisterende virksomheder og bygninger, der
på lignende måde som forannævnte tjener et
på stedet naturligt formål, erhverv eller beboelse.
Sidstnævnte bestemmelse tager ganske
vist ikke direkte sigte på randbebyggelsen, men
vil dog i et vist omfang kunne virke hemmende
på denne.
Betydningen af de nævnte bestemmelser i byplanloven
afsvækkes derved, at de som nævnt
kun gælder for planlagte, ikke for eksisterende
veje, at det er vedkommende købstad- og sognekommune,
der udarbejder byplanerne, at bestemmelserne
derfor kun kan bringes til anvendelse
i det relativt begrænsede område af
landet, der er underkastet byplanlægning, og
at amtsrådene, der som vejbestyrelser administrerer
den for den gennemgående færdsel mest
betydende del af de offentlige veje, ikke har
nogen indflydelse på byplanernes udformning.
Amtsrådene har således ikke haft nogen mulighed
for på egen hånd at sikre deres vejanlæg
mod randbebyggelsen, men har været henvist
til indirekte — gennem vedkommende by- eller
sogneråd -- at gøre deres ønsker gældende. I
praksis har dette betydet, at en sikring af landevejene
mod randbebyggelse ved byplanbestemmelser
har været meget vanskelig gennemførlig.
2. Byggelinieloven
Byggelinieloven, lov nr. 275 af 28. november
1928, der nærmere vil blive omtalt nedenfor
i afsnittet om byggelinier, medvirker indirekte
— men kun i yderst beskedent omfang
—• til at begrænse randbebyggelsen. I henhold