betænkning

gravning og korsel, skal der derimod gives erstatning.
Ifølge plakat af 4. juli 1845, § 1, er
haver og lystskove undtaget fra forpligtelsen
til at afgive vejmaterialer. Derhos giver kancelli-cirkulære
af 21. august 1830 med hensyn
til retten til at tage sten fra markerne den regel,
at vejvæsenets ret i så henseende er betinget af,
at ejeren ikke har tilkendegivet, at han vil
bruge stenene. Dette cirkulære er senere forklaret
og fortolket ved kancelli-skrivelser af
15. august 1835 og 21. juli 1846.
Til bivejes istandsættelse og vedligeholdelse,
men ikke til deres anlæg, skal ifølge plakat af
4. juni 1845, § 1, ejeren eller brugeren af enhver
grund være pligtig at tåle, at det fornødne
grus tages, hvor sådant på hans jorder findes,
efter de for afgivelse af grus til landeveje
gældende regler. Ifølge plakatens § 8 bliver
ligeledes at forholde efter plakatens regler, når
andet vejmateriale, såsom ler eller sand, ønskes
afgivet til brug ved bivejene; for så vidt
der på enkelte steder hertil anvendes lyng, er
også enhver pligtig til på forlangende at afgive
denne, men i så fald, såvel som når sten
behøves til broer og stenkister, gives der erstatning
for materialets værdi efter uvildige
mænds skøn.
2. Vurdering af nugældende retstilstand
De pågældende lovbestemmelser må formentlig
på væsentlige punkter anses for at være
forældede, ikke mindst for så vidt angår den
grundsætning, som er udtalt i forordningen af
13. december 1793, at enhver lodsejer er pligtig
at afgive vejmateriale fra sin grund, således
at der ikke gives ham erstatning for materialets
værdi, men alene for den ulempe, som
grusgravningen og den dermed forbundne kørsel
medfører for ejendommen. Denne regel
skriver sig fra den tid, da vejmaterialet ansås
i det væsentlige at være uden værdi, men i nutiden,
hvor materialer udnyttes i langt højere
grad end tidligere, virker den uretfærdig, ligesom
den må erkendes at være lidet stemmende
med grundsætningen i grundlovens § 73.
Endvidere indeholder de gældende lovbestemmelser
som anført på adskillige punkter indbyrdes
forskellige regler for ensartede forhold,
bl. a. er sognekommunerne stillet anderledes
20
end amtskommunerne, idet de, for så vidt angår
anlæg af nye veje, overhovedet ikke kan
fordre noget materiale afgivet, og for så vidt
angår vedligeholdelse af vejene vel kan fordre
materialet afgivet, men for stens vedkommende
kun, når de skal anvendes til broer og stenkister.
Ved § 24 i lovforslaget af 1942 blev der
derfor stillet forslag om mere ensartede regler
om disse forhold for de forskellige kategorier
af offentlige veje, ligesom det blev foreslået,
at grundejerne havde ret til erstatning både for
materialernes værdi og for den ejendommen
forvoldte skade og ulempe. Forslaget indeholdt
endvidere nogle meget detaillerede regler om,
i hvilke tilfælde vejbestyrelsen havde ret til
at fordre afgivelse af vejmaterialer.
3. Udvalgets forslag
Det må dog formentlig erkendes, at den
ved lovforslaget af 1942 angivne fremgangsmåde,
hvorefter erstatningen skulle beregnes i
forhold til de mængder af vejmaterialer, der
afgives, dels ville frembyde vanskeligheder ved
erstatningsfastsættelsen, ikke mindst når det
drejer sig om forekomster, der ikke tidligere
har været udnyttet, dels ville medføre betydelige
udgifter for vejbestyrelserne. Hensynet til,
at lodsejerne overensstemmende med bestemmelsen
i grundlovens § 73 får fuld erstatning
for deres tab, synes alene at kunne tilsige, at
der ydes disse erstatning for den forringelse af
deres ejendom, som skyldes afgivelsen af materialerne,
og for samtlige ulemper. Ved erstatningsfastsættelsen
bør der tages hensyn til, i
hvilket omfang de på ejendommen værende
materialer forøger dens værdi i handel og vandel.
De stærkt udspecificerede regler i 1942-forslaget
om adgangen til at fordre vejmaterialer
afgivet opretholdt tildels den tidligere forskel
i så henseende mellem de forskellige kategorier
af offentlige veje og forekom i øvrigt lidet
praktiske. Udvalget har imidlertid fundet det
rigtigst, at reglerne om disse forhold bliver ensartede
for samtlige offentlige veje, og at de
simplificeres i forhold til 1942-forslaget. Forslagets
§ 23, stk. 2, er formuleret i overensstemmelse
hermed.