betænkning

lesudvalg for hele Vejens eller Gadens Vedkommende.
Reglerne herom er i Overensstemmelse med § 4 i
Loven af 1865, idet dog Valget af Opmanden i Tilfælde
af Stemmelighed er henlagt til vedkommende
Amtmand.
Til § 47.
I denne Paragraf angives under Pkt. 1—6 de Forhold,
hvorom der skal træffes Bestemmelse i det Forlig,
som eventuelt afsluttes mellem de færdselsberettigede
Grundejere, eller i den Kendelse, Kommunalbestyrelsen
maatte afsige i Sagen. Som det fremgaar
af § 43, maa Forliget eller Kendelsen imidlertid respektere
allerede foreliggende gyldige Bestemmelser
og Overenskomster om et eller flere af de deri omhandlede
Forhold, medmindre samtlige vedkommende
er enige i at forandre dem. Enighed herom mellem
samtlige Grundejere vil dog kun være tilstrækkelig,
saafremt de maatte være berettigede til at fravige disse
Bestemmelser og Overenskomster. Kendelsens eller
Forligets Indhold vil saaledes være bestemt af Forholdene
i hvert enkelt Tilfælde, der kommer til Behandling.
Pkt. 1—6 er i øvrigt i det væsentlige i Overensstemmelse
med de tilsvarende Punkter i §5 i Loven af
14. April 1865. Disse Lovregler er i Praksis gjort anvendelige
i saadanne Tilfælde, hvor der har været
Spørgsmaal om, hvorledes der skal forholdes med Hensyn
til Snekastning paa private Fællesveje, men da
man maa finde det hensigtsmæssigt, at det nu i Loven
udtrykkeligt udtales, at der af Kommunalbestyrelsen
kan træffes de i saa Hensende fornødne Bestemmelser,
har man udformet Reglerne denne Paragraf overensstemmende
hermed.
Til de enkelte Punkter skal yderligere bemærkes
følgende:
Pkt. 2 og 3. Da der har hersket nogen Tvivl
om, hvorvidt en Kommunalbestyrelse kan fastsætte
Vejens Bredde og Længde og saaledes f. Eks. træffe
Bestemmelse om en Udvidelse af Vejen i hele dens Udstrækning
eller for en Del af denne, har man overensstemmende
med gældende Ret affattet Pkt. 2 saaledes,
at det deraf tydeligt fremgaar, at en saadan Bestemmelsesret
tilkommer Kommunalbestyrelsen. I denne
Forbindelse maa dog bemærkes, at Kommunalbestyrelsen
ikke kan træffe en endelig Afgørelse af de i
§ 50 omhandlede Retsspørgsmaal, for saa vidt vedkommende
Grundejer fremsætter Indsigelse derimod, men
herom skal i øvrigt henvises til Bemærkningerne til
denne Paragraf.
Overensstemmende med gældende Ret kan det
efter Pkt. 3 i Kendelsen bestemmes, at Arbejderne
paa Vejen eller Gaden kan udføres enten af de enkelte
Grundejere for hver sin Del af Vejens eller Gadens
Vedkommende, hvilken Fremgangsmaade er den
hyppigst forekommende, eller f. Eks. af Sogneraadet,
hvilket navnlig vil være praktisk, naar det drejer sig
om Arbejder, som af tekniske Grunde ikke kan udføres
af de enkelte Grundejere selv.
Pkt. 4. Man har fundet det rigtigst udtrykkeligt
at fastslaa, at de Arbejder, om hvis Iværksættelse der
træffes Bestemmelse, ikke skal kunne paabegyndes i
det Tidsrum, i hvilket Kommunalbestyrelsens Kendelse
kan paaankes til en højere Myndighed, eller saa
længe Apellen ikke har fundet sin endelige Afgørelse.
Pkt. 6. Da der ved den her omhandlede Fordeling
i første Række skal tages Hensyn til den Nytte
og Brug, de enkelte Grundejere har af Vejen eller Ga-
den, vil det ikke være berettiget at lade en eller flere
Grundejere, hvis Benyttelse af Vejen eller Gaden er
af ringere Omfang end de andres, bære en forholdsvis
større Del af Udgifterne, alene fordi vedkommendes
økonomiske Evne er større. Den gældende Lovbestemmelse
om Fordelingen af den Udgift, der medgaar til
Udredelsen af en »Erstatning for Jords Afgivelse til
en nødvendig befunden Udvidelse af Vejens Bredde«,
har givet Anledning til den urigtige Forstaaelse, at
der efter Loven af 1865 kan finde tvungen Afstaaelse
af Arealet Sted, og man har derfor ændret Affattelsen
af den paagældende Bestemmelse i den Hensigt at
forebygge fremtidige Misforstaaelser paa dette Punkt
Til § 48.
Denne Paragrafs Indhold svarer i det væsentlige
til § 7 i Loven af 1865, dog er der foreslaaet de
Ændringer, at Appelfristen er nedsat fra 4 til 3 Uger,
og at Ministeriet for offentlige Arbejder er Appelinstans
i det i § 45, Stk. 3, nævnte Tilfælde, hvor en
Kommunalbestyrelse er inhabil, og hvor Sagen derfor
afgøres i første Instans af henholdsvis Amtsraadet og
Amtmanden. Af de i øvrigt foreslaaede Ændringer
kan nævnes Bestemmelsen om, at det paahviler den,
der appellerer Sogneraadets eller Byraadets Kendelse,
ved anbefalet Brev at give Sogneraadet eller Byraadet
samt de paagældende færdselsberettigede Underretning
om den skete Appel. Formaalet hermed er at sikre, at
de i den appellerede Kendelse omhandlede Arbejder
ikke bringes til Udførelse, forinden en endelig Afgørelse
foreligger. Endvidere kan nævnes, at der er
fastsat en Tidsfrist for Aastedsforretningens Afholdelse.
Til § 49.
Den i Stk. 1, 1. Punktum, givne Regel svarer til
§ 6 i Loven af 1865 og gaar ud paa at sikre Gennemførelsen
af de i det indgaaede Forlig eller i den afsagte
Kendelse indeholdte Bestemmelser. Kommunalbestyrelsen
er, naar nogen af de færdselsberettigede
klager over, at Forliget eller Kendelsen ikke efterkommes,
i Medfør af denne Paragraf berettiget til at foranledige
det forsømte Arbejde udført. De Beslutninger,
som en Kommunalbestyrelse i denne Anledning
træffer, er ikke Kendelser og kan derfor ikke appelleres.
I 2. Punktum har man optaget en Bestemmelse
om, at Klagen skal rettes til henholdsvis Amtsraadet
og Amtmanden, naar det i Kendelsen eller Forliget er
fastsat, at Arbejderne skal udføres af vedkommende
Sogneraad eller Byraad, samt om, at den paagældende
Myndighed, hvis Klagen findes begrundet, skal paalægge
de vedkommende Kommunalbestyrelser at bringe
Arbejderne til Udførelse inden nærmere fastsat
Frist.
I Stk. 2 er optaget en Bestemmelse, svarende til den
i Loven af 30 November 1876 indeholdte Regel om,
at det tilkommer den Sognekommune eller Købstadkommune,
i hvilken Vejen er beifügende, paa vedkommendes
Begæring at træffe de i Stk. 1 omhandlede
Beslutninger, uanset om Sagen i sin Tid i Medfør
af § 45, Stk. 3, har været behandlet af henholdsvis
Amtsraadet og Amtmanden.
Til § 50.
Medens Vejmyndighederne i de Sager, der forelægges
dem til Behandling, i Medfør af Reglerne i § 47 kan
137