betænkning

havn, jfr. købstadkommunallovens § 23, og vedrører
ikke alene ekspropriationer til gade- og
vej formål, men også ekspropriationer til regulering
af bebyggelsesforholdene mellem de veje,
om hvis anlæg eller udvidelse der er spørgsmål,
og et bortfald af disse vedtægters ekspropriationsbestemmelser
samtidig med lovens
ikrafttræden ville derfor betyde, at en række
kommuner, som ikke har en tilsvarende hjemmel
i deres bygningsvedtægter, ville miste muligheden
for at foretage ekspropriation til den
omtalte regulering af bebyggelsen. Af hensyn
til det ønskelige i at skabe den størst mulige
ensartethed i bestemmelserne om ekspropriation
til vej formål må det anses for påkrævet, at
ekspropriationsbestemmelserne også i købstadkommunernes
vej vedtægter efterhånden bortfalder,
og det foreslås derfor, at der gives
ministeren for offentlige arbejder bemyndigelse
til at foretage en gennemgang af disse vedtægtsbestemmelser
og ophæve dem efter indhentet
erklæring fra kommunalbestyrelsen. Det
104
må naturligvis herved påses, at kommunerne
ikke i noget tidsrum mister deres hidtidige
adgang til at foretage ekspropriation til andre
kommunale formål end vej formål. De byråd,
der ikke har den fornødne hjemmel i så henseende
i bygningsvedtægt, bør henvises til at
søge en sådan hjemmel tilvejebragt ved udfærdigelse
af en ny bygningsvedtægt eller tillæg til
en bestående bygningsvedtægt. Efter lovens
ikrafttræden bør der som følge af det foran
anførte ikke indsættes nye bestemmelser om
ekspropriation og taksation i vejvedtægterne.
Til § 60.
Bestemmelsen svarer til §56 i lovforslaget af
1942. Der er dog foretaget de ændringer i forhold
til denne bestemmelse, som er en følge af
den i kapitel I foretagne ændring af lovens terminologiske
system. Endvidere er stk. 2 udgået
under hensyn til, at lov nr. 28 af 1. februar
1930 (krydsningsloven) ikke som forudsat
i 1942-forslaget indarbejdes i vejloven.