betænkning

foran omhandlede bestemmelser derved, at vejbestyrelserne
efter den førstnævnte lov alene
erhverver en slags servitut over de pågældende
stier, en ret, der tilmed uden videre bortfalder,
hvis stien ikke ved udløbet af regulativets gyldighedsperiode
på ny optages på gangstiregulativet,
medens ejendomsretten til de i vejvedtægterne
og 1940-loven omhandlede offentlige
stier overgår til vejbestyrelserne.
De i 1850-loven fastsatte regler om stiers
optagelse og nedlæggelse som offentlige giver
en smidig ordning, idet vejbestyrelserne uden
at behøve at iagttage nogen særlig nedlæggelsesprocedure
og uden at måtte søge at afhænde
de til stierne hørende arealer kan befri
sig for vedligeholdelsesforpligtelserne med hensyn
til sådanne offentlige stier, som de ikke
ønsker at opretholde, ved simpelthen at undlade
at genoptage dem på de 3-årige gangstiregulativer.
På den anden side har ordningen den
ulempe, at hvis en kommune ikke som foreskrevet
reviderer sin gangstifortegnelse, f. eks. ved
en forglemmelse, bliver følgen, at fortegnelsens
gyldighed ophører ved udløbet af den pågældende
periode, hvorefter lodsejerne vil kunne
aflægge de pågældende stier, medmindre
der foreligger særlig adkomst til disses benyttelse.
Det må også anses for upraktisk, at sognekommunerne
ikke har adgang til at erhverve
en vedvarende ret over de offentlige stier i
kommunen, og at amtskommunerne ikke kan
være vejbestyrelser for for offentlige stier.
Som følge af den i de senere år stedfundne
betydelige udvikling af udflugtstrafikken
til fods og på cykel har stianlæggene, og ikke
mindst cykelstierne, i mange tilfælde fået en
sådan almen betydning, at det forekommer naturligt,
at det er amtskommunerne, der fungerer
som vejbestyrelser for nogle af de vigtigste
stianlæg. Hertil kommer, at man ved
il
moderne vejanlæg i stigende grad er kommet
ind på at anlægge gang- og cykelstier i større
afstand fra kørebanen, der alene forbeholdes
motor- og vognfærdselen, så at stierne i visse
tilfælde i virkeligheden er selvstændige anlæg.
I nutiden, hvor de i 1850-loven omhandlede
stier som regel tillige benyttes til cyklefærdsel,
må det endelig anses for uheldigt og farligt, at
lodsejerne kan etablere gangmøller eller lign.
på stierne af hensyn til løsdrevne kreaturer.
C. Udvalgets forslag
Udvalget har derfor foreslået, at såvel amtskommunen
som alle andre kommunalbestyrelser
får adgang til permanent at overtage de bestående
stier som offentlige og at anlægge nye
offentlige stier (forslagets § 48), men man
har ved siden heraf ment at burde opretholde
den smidigere ordning, som i dag indeholdes
i 1850-loven, således at vejbestyrelserne i stedet
for varigt at erhverve de til stierne hørende
jordarealer kan overtage brugen af dem
for et kortere åremål, som dog efter udvalgets
opfattelse næppe bør være mindre end 5 år,
jfr. forslagets § 50, stk. 2.
I de tilfælde, hvor stierne vedvarende agtes
overtaget som offentlige, har man ment, at der
bør gælde nogenlunde tilsvarende regler om
stiernes optagelse og nedlæggelse som amtskommunale,
købstadkommunale og sognekommunale
stier, som der gælder for vejene (jfr.
forslagets § 49). En optagelse af stierne på
vej registret har man dog ikke anset for nødvendig.
Derimod foreslås det, at stierne optages
på særlige stifortegnelser.
Endvidere har man for alle de af loven omfattede
stier foreslået, at lovens regler om vedligeholdelse
af offentlige veje og om ekspropriation
til vej formål også skal finde anvendelse
på stierne.