betænkning

af byggelinier (men ikke om hjørneafskæringer
i medfør af § 1, stk. 2) inden 6 uger fra
den offentlige bekendtgørelse indankes for indenrigsministeren
(nu ministeren for offentlige
arbejder). Er beslutningen truffet af en sognekommune,
sker påanke inden samme frist til
amtsrådet, hvis afgørelse dog inden 4 uger kan
indbringes for ministeren. Der er således her
- i modsætning til, hvad der i øvrigt gælder
i vejlovgivningen, — i visse tilfælde mulighed
for at indbringe en klage for flere appelinstanser.
Om byggelinierne skal der i medfør af § 4
ske offentlig bekendtgørelse på den i kommunen
brugelige måde. Når fristen for indankning
af beslutningen om byggelinien er udløbet,
og afgørelse af klagerne og eventuelle
erstatningsspørgsmål er truffet, skal vejbestyrelsen
drage omsorg for tinglysning af byggelinierne.
Nærmere regler herom er givet i indenrigsministeriets
fornævnte cirkulære nr. 15
af 16. februar 1929. Cirkulæret foreskriver, at
der dels skal udarbejdes en fortegnelse over de
ejendomme, der berøres af byggelinierne, dels
skal udarbejdes et kort over de vedtagne byggelinier.
I praksis lader vejbestyrelserne hyppigst fortegnelsen
tinglyse, inden kortet, til hvis udarbejdelse
der medgår længere tid, fremsendes
til tinglysningskontoret. Det må formentlig antages,
at cirkulærets krav om indlæggelse af
byggelinierne på særlige kort navnlig har været
begrundet i ønsket om at tilsikre, at byggelinierne
blev lyst på samtlige af byggelinierne
berørte ejendomme, medens man næppe har
tilsigtet, at lodsejerne ved at undersøge kortene
skulle kunne skaffe sig sikker underretning
om beliggenheden af byggelinien på de
enkelte ejendomme. Denne opfattelse støttes
bl. a. af, at kortene skal udarbejdes i så lille
målestok, at man ikke uden videre deraf kan
udfinde byggeliniens nøjagtige placering. Det
kan derfor næppe antages, at vejbestyrelserne
ved udfærdigelsen af kortene er pligtige til at
tage hensyn til, at byggelinieafstanden som
følge af bestemmelsen i lovens § 1, stk. 4, skal
forøges i tilfælde af højdeforskelligheder mellem
vejen og de tilstødende ejendomme. Når
kortene udfærdiges, vil det i øvrigt som regel
være vanskeligt at fastslå, i hvilket niveau
vejen vil komme til at ligge i fremtiden. Den
praksis, der i så henseende har været fulgt af
vejbestyrelserne, har været meget forskellig inden
for de forskellige amter.
34
Efter udvalgets opfattelse må den afgørende
retsstiftende kendsgerning ved fastsættelsen af
byggelinier være vejbestyrelsens beslutning og
dennes bekendtgørelse, medens tinglysningen
kun er sekundær i forhold hertil. Dette standpunkt
synes forudsat i flere retssager, bl a.
den fornævnte dom i UfR. 1952/411, hvoraf
fremgik, at vejbestyrelsen havde truffet bestemmelse
om byggelinien i 1929, og bekendtgørelsen
var sket samme år. Ejendommen blev
solgt i 1932, og byggelinien blev tinglyst i
1936, uden at den nye ejer fik meddelelse
herom. Da ejendommen brændte i 1950, nægtedes
der ham erstatning for merudgiften ved
tilbagerykningen, bl. a. fordi han »ikke har
godtgjort, at der, selv om det antages, at han
ikke straks ved sin erhvervelse af ejendommen
er blevet gjort bekendt med fastsættelsen af
byggelinien, herved er påført ham noget tab«.
Opfattelsen støttes også af lllum, der i »Tinglysning«
(pag. 34—38) udtaler, at tinglysningskravet
for administrative bestemmelser,
der i henhold til lovgivningen træffes vedrørende
rådigheden over de enkelte ejendomme
uden erstatning, fra et legislativt synspunkt er
langt mindre begrundet end ved ekspropriationsservitutter.
Selv om der ikke er lyst nogen rådighedsindskrænkning,
kan dette ikke give erhververen
sikkerhed for, at ejendommen ikke senere
vil blive genstand for rådighedsindskrænkning,
og er en sådan allerede fastsat, f. eks. ved en
byplan, der ikke er tinglyst, ville følgen (af en
tilsidesættelse af planen) dog kun blive, at en
ny bestemmelse af tilsvarende indhold ville
kunne træffes. lllum mener derfor, at der
uden særlig lovhjemmel næppe kan kræves
tinglysning af rådighedsindskrænkninger, der
fastsættes i henhold til lovgivningen, når der
ikke er tale om ekspropriation. lllum mener
endvidere, at virkningen af undladt tinglysning
i tilfælde som de foran omtalte, hvor
lysning undtagelsesvis er påbudt, sikkert ikke
bør være den i tinglysningslovens § 1 omhandlede,
nemlig at den trufne afgørelse ikke
er bindende for kreditorer eller godtroende
omsætningserhververe. Dog mener han, at der
eventuelt bør kunne tillægges omsætningserhververen
erstatning for de særlige tab, som er
forvoldt derved, at han ikke er kommet til
kundskab om forholdene.
Illums opfattelse støttes af v. Eyben i »Juristen«,
1951, pag. 52—53, medens Vinding-
Kruse, UfR. 1951, B, pag. 157—158, fastholder,
at tinglysningen også af disse beslutnin-