betænkning

lovforslaget af 1942, har der været utilfredshed
med sammensætningen af de i forordningen
af 17. december 1793 og loven af 20.
august 1853 omhandlede vurderingskommissioner.
Med hensyn til amtsrådsforeningens henvendelse
til ministeriet for offentlige arbejder
og spørgsmålets behandling i automobil- og
vejudvalget af 1933, trafikministeriets vejudvalg
af 1940 samt forvaltningskommissionen
af 1946 henvises til betænkningen (pag. 15—
17).
Som det vil fremgå af betænkningen, har vejlovsudvalget
af 1951 ment i det væsentlige at
burde henholde sig til det af forvaltningskommissionen
af 1946 fremsatte forslag. Man har
dog under hensyn til, at taksationskommissionernes
forretningsområde fremtidig skal være
amtsrådskredsen med de inden for dennes grænser
beliggende købstæder, fundet det rigtigst,
at der også burde udpeges medlemmer af de pågældende
købstadkommuner. På samme måde
bør købstæderne udpege medlemmer til overtaksationskommissionerne.
Det foreslås derfor
i § 27, stk. 2, at hvert byråd inden for amtsrådskredsen
skal udpege 1 person for hver påbegyndt
5.000 indbyggere i kommunen, dog
højst 4 personer, til taksationskommissionen,
ligesom det i § 28, stk. 3, om valg af medlemmer
til overtaksationskommissionerne foreslås,
at hvert byråd inden for amtsrådskredsen skal
udpege 1 person til optagelse på den liste, der
skal danne grundlag for udvælgelsen af medlemmerne
til de enkelte forretninger. Samtidig
foreslås det i § 27, stk. 2, at det antal medlemmer,
der af hvert amtsråd udpeges til taksationskommissionen,
nedsættes til 8. Da der i
Københavns amtsrådskreds ikke findes kommuner
med normal købstadstatus, foreslås det
dog, at Københavns amtsråd skal udpege 12 personer.
Da den i henhold til vej vedtægten for
Frederiksberg kommune nedsatte vurderingskommission
ligesom alle de tilsvarende vejvedtægtskommissioner
for andre kommuner bortfalder
samtidig med lovens ikrafttræden, foreslås
det, at Frederiksberg kommunalbestyrelse
udpeger 4 medlemmer til taksationskommissionen
for Københavns amtsrådskreds, uanset at
Frederiksberg ikke geografisk ligger inden for
amtsrådskredsens område. Under hensyn til at
købstæderne på Bornholm er repræsenteret i
amtsrådet, foreslås det, at alene amtsrådets landbovalgte
medlemmer skal deltage i valget af de
af amtsrådet udpegede medlemmer af taksationsog
overtaksationskommissionerne. Forslagets
84
taksationsbestemmelser foreslås som angivet i
§ 26, stk. 4, ikke at skulle omfatte Københavns
kommune.
Endvidere har men ment (jfr. § 27, stk. 2),
at formanden for hver taksationskommission
bør udnævnes efter samråd med justitsministeren
blandt amtets underretsdommere eller dommerfuldmægtige.
En lignende fremgangsmåde
er i § 8 i lov nr. 213 af 31. marts 1949 foreskrevet
ved valget af formændene for landvæsenskommissioner.
Man har derhos ikke fundet det påkrævet
udtrykkeligt at angive, at medlemmerne af taksationskommissionerne
enten skal være bygningskyndige
eller landbrugskyndige, idet man
har anset det for tilstrækkeligt at angive, at de
skal have behørig indsigt i vurdering af ejendomme.
Valgperioden for medlemmerne og suppleanterne
er foreslået sat til 8 år, således at perioden
svarer til 2 valgperioder for kommunalbestyrelserne.
I lighed med § 23, stk. 3 d, i lovforslaget
af 1942 har man i § 29, stk. 3, foreslået, at
taksationskommissionen eller overtaksationskommissionen
i det omfang, det findes nødvendigt,
kan få tilkaldt særlig sagkyndig assistance,
f. eks. til vurdering af skovbrug, havebrug,
erhvervsvirksomheder og lignende. De pågældende
sagkyndige har ikke stemmeret. I
forhold til det tidligere lovforslag indeholder
det nu foreliggende forslag dog den ændring,
at det er formanden og ikke kommissionerne
som sådan, der træffer bestemmelse om tilkaldelse
af de sagkyndige.
Ligesom i lovforslaget af 1942 foreslås det
(§ 29, stk. 1), at medlemmerne af taksationskommissoner
og overtaksationskommissioner
ikke må være ejere eller brugere af eller være beslægtede
eller besvogrede så nær som søskendebørn
med ejere og brugere af ejendomme,
der berøres af anlægget, eller i øvrigt have interesse
i sådanne ejendomme. Det foreslås endvidere,
at de heller ikke må være medlemmer
af den kommunalbestyrelse, der har truffet beslutning
om ekspropriationen.
I § 23, stk. 3 c, i forslaget af ,1942 var det
angivet, at en ejer eller bruger, der havde påanket
en erstatningsfastsættelse, skulle afholde
de med overtaksationsforretningen forbundne
udgifter, såfremt erstatningen ikke blev forhøjet
ved overtaksationskommissionen, medens
erstatningerne i alle andre tilfælde skulle udredes
af vedkommende vejbestyrelse; dog kun-