betænkning

Til § 34.
Allerede under den nugældende retstilstand
må det som ovenfor anført antages, at overkørsler
kun må benyttes som adgang til de ejendomme,
for hvilke de er anlagt, og at frastykkede
parceller ikke uden særlig tilladelse kan
benytte eksisterende overkørsler. Overensstemmende
hermed er stk. 1, 1. punktum, og stk.
2 affattet.
Bestemmelsen i stk. 1, 2. punktum, hvorefter
der udkræves samtykke fra vejbestyrelsen
til en ændret anvendelse af overkørsler, der er
udlagt af hensyn til markernes drift (markoverkørsler),
er ligeledes i overensstemmelse
med den hidtidige retstilstand, jfr. den fornævnte
østre landsrets dom af 17. april 1953 Bestemmelsen
medfører, at bestående markoverkørsler
må nedlægges, hvis de lodder, for hvilke
de er anlagt, bebygges eller overgår til anden
anvendelse, f. eks. i form af motorbaner, idrætspladser
eller lignende, og der ikke opnås fornøden
tilladelse til at opretholde overkørslerne.
For at undgå uberettigede modsætningsslutninger
fra paragraffen foreslås det i stk. 3 at
anføre, at ind- og udkørsel uden for de godkendte
overkørsler og vejtilslutninger ikke er
tilladt uden vejbestyrelsens samtykke. Dette
gælder således også de steder, hvor ingen grøfter
findes, og passage fra grund til vej og omvendt
derfor kan ske blot ved kørsel over skellinien,
uden at anlæg af en overkørsel er nødvendig.
Bestemmelsen i stk. 3 betyder også, at
den, der overtræder det deri indeholdte forbud,
vil kunne straffes i henhold til § 58.
Bestemmelsen i stk. 3 omfatter derimod efter
sin ordlyd ikke gående færdsel, hvorfor sådan
færdsel mellem en grund og vejen på de steder,
hvor der ikke er grøfter, må kunne foregå
uden særlig tilladelse, for så vidt dette ikke
måtte være i strid med forudsætningerne for
en tilladelse i henhold til §§ 32 eller 33 til
etablering af en overkørsel eller overgang, eller
særlig bestemmelse er truffet i henhold til
§§ 33, 35 eller 38.
Til § 35.
For at skabe klarhed over, i hvilket omfang
tilladelse til etablering af adgang til vejene
kan forventes meddelt, foreslås det, at det for
alle veje af særlig betydning for den gennemgående
færdsel snarest efter lovens gennemførelse
bliver fastsat, inden for hvilke områder
facadeejerne i almindelighed kan forvente at
få adgang til vejen, og hvor de må vige for
88
færdselens interesser i en begrænsning af adgangen.
Som omtalt i betænkningen (pag. 26—28)
må det afgørende i så henseende være en bedømmelse
af, hvorledes de enkelte vejes karakter
er ved lovens ikrafttræden. Nogle vejstrækninger
er allerede forsynet med en sammenhængende
eller næsten ubrudt randbyggelse,
og det vil for sådanne vejstrækningers vedkommende
kunne være formålsløst at træffe
generelle regulerende bestemmelser med hensyn
til adgangen til vejen. På den anden side.
findes der stadig lange vejstrækninger, der
indtil nu har været friholdt for bebyggelse, og
hvor en begyndende randbebyggelse vil kunne
ødelægge vejens karakter af en sikker og god
færdselsåre. Det vil derfor som nævnt ovenfor
være påkrævet, at der snarest efter lovens
ikrafttræden foretages en gennemgang af de
vigtigere vejstrækninger for at få fastslået,
hvilke vejstrækninger der kan henføres til den
ene eller anden af de nævnte kategorier, og
hvilke begrænsninger med hensyn til adgangen
til vejen der skal gælde for enkelte strækninger.
Foretagelsen af denne bedømmelse forudsætter
kendskab til de lokale forhold. Det foreslås
derfor, jfr. stk. 1—3, at der i hver amtsrådskreds
nedsættes et udvalg med den opgave
at gennemgå samtlige hovedlandeveje og landeveje
samt de vigtigere bivej sstrækninger i amtsrådskredsen
og derefter fremsætte forslag om,
hvilke varige begrænsninger med hensyn til
adgangen til vejen der bør gælde for de enkelte
vejstrækninger. Dette udvalg foreslås i
stk. 1 sammensat med amtmanden som formand
og i øvrigt af repræsentanter for såvel ministeriet
for offentlige arbejder og boligministeriet
som for amtsrådet og de i amtsrådskredsen
beliggende købstæder. Hvis der ikke opnås
enighed mellem de i amtsrådskredsen beliggende
købstæder om valget, foretages dette
af en forsamling, der sammensættes på samme
måde som den i § 2, stk. 1, i lov nr. 257 af
27. maj 1950 om omnibus- og fragtmandskørsel
omhandlede valgforsamling. Da der ikke
findes købstæder inden for Københavns amtsrådskreds,
foreslås amtsrådets repræsentation
forøget i det for denne amtsrådskreds nedsatte
udvalg. Under hensyn til, at Københavns og
Frederiksberg kommune allerede er fuldt udbygget,
foreslås det, at disse kommuner ikke skal
deltage i valget af medlemmer til amtsudvalgene.
Da købstæderne på Bornholm er repræ-