betænkning

selens tarv gør det nødvendigt. En fornyet behandling
i udvalget vil også være påkrævet,
hvis tidligere trufne beslutninger helt eller delvis
ønskes ophævet. Det foreslås derfor, at
amtsudvalgene efter anmodning af ministeren
for offentlige arbejder eller en vej- eller kommunalbestyrelse
til enhver tid kan tage spørgsmålet
op til behandling.
Til § 39.
Da bestemmelserne i dette kapitel ikke vil
kunne håndhæves på fyldestgørende måde, medmindre
vejmyndighederne bistås af de matrikulære
myndigheder og bygningsmyndighederne,
foreslås det i stk. 1, at disse myndigheder
henholdsvis ved forefaldende udstykning og
ved udfærdigelse af byggetilladelser påser, at
reglerne i dette kapitel er iagttaget.
Da det kan befrygtes, at der i tiden umiddelbart
efter lovens ikrafttræden, og indtil den
i § 34 omhandlede gennemgang af de vigtigere
vejstrækninger har fundet sted, vil blive søgt
gennemført en række udstykninger langs sådanne
veje, for hvilke der må forventes truffet
bestemmelse om begrænsning i adgangen
til vejen, må det anses for påkrævet, at der i
denne periode gives vejbestyrelserne for hovedlandevejene
og landevejene mulighed for at
modsætte sig sådanne udstykninger, for så vidt
de forudsætter direkte adgang til vejen. På tilsvarende
måde bør vejbestyrelsen også kunne
modsætte sig, at der på matrikelkortet optages
veje i tilslutning til hovedlandeveje og landeveje.
Vejbestyrelserne bør dog ikke uden tidsbegrænsning
kunne hindre påtænkte udstykninger
langs vejene, og det foreslås derfor i stk.
3, at vejbestyrelsen kun i 1 år kan sætte sig
imod udstykningen. Der kan dog tænkes tilfælde,
hvor denne et-års frist ville virke uheldigt,
f. eks. fordi den vejstrækning, det drejer
sig om, ikke er færdigbehandlet i det i § 34
omhandlede amtsudvalg. Det foreslås derfor,
at dette udvalg kan tillade, at fristen forlænges
med yderligere eet år.
Til kapitel IV.
Byggelinier.
De vigtigste bestemmelser om byggelinier i
den hidtidige lovgivning findes i lov nr. 275
af 28. november 1928 om fastsættelse af byggelinier
ved veje og gader (byggelinieloven),
i lovbekendtgørelse nr. 242 af 30. april 1949
om byplaner (byplanloven) samt i bygningslovgivningen.
I henhold til byggelinieloven kan vejbestyrelsen
af hensyn til kommende vejudvidelser
fastlægge byggelinier langs bestående offentlige
veje.
Byplanloven giver kommunalbestyrelsen adgang
til ved byplan at træffe bestemmelser om
byggelinier såvel for fremtidige som for bestående
veje. Endelig giver bygningslovgivningen
kommunalbestyrelsen hjemmel til —
bl. a. for at sikre den fornødne afstand mellem
de ved vejen opførte bygninger —• at fastsætte
byggelinier ved bestående veje såvel offentlige
som private.
Byggelinielovens regler kan ikke længere anses
for fuldt tidssvarende. Bl. a. lider de af den
mangel, at byggelinier i henhold til denne lov
ikke kan pålægges for planlagte, men kun for
bestående veje. Som omtalt i betænkningen
(pag. 30) har byggelinierne endvidere i princippet
skullet fastlægges symmetrisk om den
bestående vejs midtlinie, medens erfaringerne
viser, at det undertiden er mest hensigtsmæssigt
at udvide vejen ensidigt. Hertil kommer,
at de i loven foreskrevne maksimale afstande
fra vejens midtlinie under hensyn til den efter
1928 stedfundne udvikling af motorfærdselen
nu må anses for utilstrækkelig til at sikre en
forsvarlig udvidelse af de vigtigste færdselsårer.
De vejbredder, der kan sikres ved hjælp af
bygningslovgivningen, er i det store og hele for
beskedne til at kunne tilfredsstille motorfærdselens
krav, for så vidt angår de vigtigere veje.
Hertil kommer, at de ikke overalt er anvendelige,
da ikke alle sognekommuner har indført
bygningsreglement.
Byplanloven, der ikke indeholder nogen begrænsning
i henseende til byggeliniernes afstand
fra vejens midtlinie, muliggør inden for
sit område en effektiv sikring af såvel bestående
som fremtidige veje, men amtskommunerne,
der er vejbestyrelser for hovedfærdselsårerne,
har imidlertid ikke i henhold til loven nogen
indflydelse på byplanlægningen, ligesom de
fleste sognekommuner overhovedet ikke er pligtige
at udarbejde by- eller markplaner.
Det må anses for naturligt i forbindelse med
en revision af vejlovgivningen også at tage byggelinieloven
op til revision og at indarbejde
dens bestemmelser i vejloven. Da byggelinieloven
på de fleste punkter har virket tilfredsstillende,
synes det ikke påkrævet at foretage
91