betænkning

set til de nævnte 3 år, og de stier, der ikke ved
periodens udløb genoptages på fortegnelsen,
ophører uden videre med at være offentlige.
Reglerne i den københavnske gadelov af 1857
og i købstædernes vej vedtægter om overtagelse
af private veje som offentlige finder også anvendelse
på private stier, og i en del af købstædernes
vej vedtægter er der givet vejbestyrelsen
adgang til ekspropriation til anlæg eller
udvidelse af offentlige stier under tilsvarende
betingelser som for ekspropriation til offentlige
veje. Endvidere kan bestemmelserne om
gader i den københavnske byggelov (og i de
med hjemmel i denne udfærdigede bygningsvedtægter
og -reglementer) bringes til anvendelse
på stier i det omfang, de efter vejbestyrelsens
skøn er anvendelige. Der vil således i
henhold til den nævnte bestemmelse kunne
foretages ekspropriation til anlæg og udvidelse
af offentlige stier.
Endelig er der ved lov nr. 595 af 13. november
1940 givet særlige regler om anlæg
af gang- og cyklestier for udflugtstrafikken i
Københavnsegnens grønne områder.
Bestemmelserne i gangstiloven af 1850 på
den ene side og reglerne i de øvrige foran omhandlede
love på den anden side adskiller sig
navnlig fra hinanden derved, at vejbestyrelserne
efter den førstnævnte lov alene erhverver
en slags servitut over de pågældende stier, en
ret, der tilmed uden videre bortfalder, hvis
stien ikke ved udløbet af regulativets gyldighedsperiode
på ny optages på gangstiregulativet,
medens ejendomsretten til de i vejvedtægterne
og 1940-loven omhandlede offentlige
stier overgår til vejbestyrelserne.
De i gangstiloven af 1850 fastsatte regler
om stiers optagelse og nedlæggelse som offentlige
giver en smidig ordning, idet vejbestyrelserne
uden at behøve at iagttage nogen særlig
nedlæggelsesprocedure og uden at måtte
søge at afhænde de til stierne hørende arealer
kan befri sig for vedligeholdelsesforpligtelserne
med hensyn til sådanne offentlige stier,
som de ikke ønsker at opretholde, idet de kan
nedlægge dem som offentlige, simpelthen ved
at undlade at genoptage dem på de 3-årige
gangstiregulativer. På den anden side har ordningen
den ulempe, at hvis en kommune ikke
som foreskrevet reviderer sin gangstifortegnelse,
f. eks. ved en forglemmelse, bliver følgen,
at fortegnelsens gyldighed ophører ved
udløbet af den pågældende periode, hvorefter
lodsejerne vil kunne aflægge de pågældende
stier, medmindre der foreligger særlig adkomst
til disses benyttelse.
Da de forhold, der har gjort det naturligt,
at købstadkommunerne erhverver en vedvarende
ret over arealerne i de offentlige stier, også
skønnes at kunne være til stede i andre kommuner,
foreslås det i §§ 48—50, at vejbestyrelserne
fremtidig får valget imellem, om de
ønsker at: overtage brugen af stierne på et kortere
åremål efter i princippet tilsvarende regler
som gangstilovens, eller om de foretrækker at
erhverve en mere permanent ret over stierne på
samme måde som over de offentlige veje.
Til § 47.
På tilsvarende måde, som offentlige veje i
lovens § 1 defineres som veje m. v., der er
optaget på det i § 7 omhandlede vej register,
foreslås det i denne paragraf, at kun sådanne
stier, der er optaget på stifortegnelsen for vedkommende
kommune (amtskommune), jfr. herved
§ 49, er offentlige stier. Ved stier forstås
ikke alene gangstier, men også cyklestier, herunder
også stier for sådanne cykler med påhængsmotor,
der ikke skal indregistreres. Hvis
færdselsarealet også er bestemt til normal benyttelse
af andre færdselsarter end de foran
nævnte, kan det ikke anses for en sti i vejlovens
forstand
Loven har ikke som gangstiloven af 1850
fastsat en bestemt mindste bredde for stierne,
men det fremhæves nu udtrykkeligt, at lovens
bestemmelser kun kan komme til anvendelse
på selvstændige stianlæg og ikke på gang- og
cyklestier, der må betragtes som en integrerende
del af offentlige veje.
Til § 48.
Efter den hidtidige lovgivning har kun købstads-
og sognekommuner samt Københavns og
Frederiksberg kommuner kunnet være vejbestyrelser
for offentlige stier, medens man ikke
har kendt selvstændige stianlæg, der blev administreret
af amtsrådene.
Som følge af den i de senere år stedfundne
betydelige udvikling af udflugtstrafikken til
fods og på cykle har stianlæggene, og ikke
mindst cyklestierne, i mange tilfælde fået en
sådan almen betydning, at det forekommer naturligt,
at det er amtskommunerne, der fungerer
som vejbestyrelser for nogle af de vigtigste
stianlæg. Hertil kommer, at man ved moderne
vejanlæg i stigende grad er kommet ind på at
97