betænkning

egulerende bestemmelser, såfremt de af amtsudvalget
foreslåede bestemmelser må anses for
ufyldestgørende. Udvalgets forslag til § 35,
stk. 7, er affattet i overensstemmelse hermed.
Da forholdene i tidens løb på afgørende
punkter kan ændre sig, efter at amtsudvalgene
har afgivet deres indstilling til ministeren, foreslås
det i § 38, at der gives ministeren beføjelse
til at pålægge amtsudvalgene at foretage en
fornyet gennemgang af enkelte vejstrækninger
samt undersøge forholdene ved nyanlagte veje.
Denne fremgangsmåde bør også følges, hvis
tidligere trufne bestemmelser ønskes ophævet.
De foran omhandlede bestemmelser kan
imidlertid ikke i sig selv anses for tilstrækkelige
til at gennemføre en betryggende løsning af adgangsforholdene
til de vigtigere veje, idet amtsudvalgene
alene skal beskæftige sig med at fastslå,
hvorvidt de bestående vejstrækninger gennem
en begrænsning af lodsejernes muligheder
for fremtidig at få etableret overkørsler og
overgange vil kunne bevares som gode og sikre
færdselsårer, eller om dette på grund af den
stedfundne bebyggelse ikke kan lade sig gøre.
Amtsudvalgene får derimod ikke beføjelse til
at foreslå en forbedring af forholdene ved en
vejstrækning gennem ændring af de allerede
etablerede adgangsforhold. Det foreslås derfor,
at der tillægges vejbestyrelserne en udtrykkelig
hjemmel til ved ekspropriation at forlange bestående
overkørsler eller andre adgange spærret
(jfr. forslagets § 32). Som omtalt ovenfor
(pag. 15) er det antaget i praksis, at vejbestyrelserne
allerede under den nugældende retstilstand
har en sådan hjemmel i hvert fald i de
kommuner, hvor der er indført vej vedtægt. En
sådan ekspropriationsadgang vil iøvrigt navnlig
have betydning i tilfælde, hvor anlægget af en
omkørselsvej vil være forbundet med uforholdsmæssige
omkostninger.
Amtsudvalgene bør kun afgive deres indstillinger
efter en grundig overvejelse, og det bør
derfor på forhånd være klart, at undtagelse fra
bekendtgørelsens regler kun gives i ganske særlige
tilfælde. Man har derfor foreslået, at dispensationer
skal meddeles af ministeren for offentlige
arbejder efter indstilling af vejbestyrelsen.
Da friholdelsen af en vejstrækning for randbebyggelse
ikke alene betyder en betryggelse i
færdselsmæssig henseende, men tillige i mange
tilfælde bevarer landskabelige værdier, har repræsentanter
for naturfredningsrådet, med hvilke
udvalget har drøftet sagen, foreslået, at så-
28
fremt ministeren eller vejbestyrelsen skønner,
at sagen har fredningsmæssig betydning, bør
dispensation ikke gives, uden at formanden
for det lokale fredningsnævn har været hørt.
Hertil har udvalget kunnet slutte sig.
Såfremt dispensation ikke meddeles, rejser
der sig det spørgsmål, om der tilkommer facadeejeren
noget krav mod det offentlige.
Det må her erindres, at facadeejendomme
efter den nugældende lovgivning ikke har haft
nogen ret til at opnå nye overkørsler, og det
vil derfor kun undtagelsesvis kunne tænkes,
at en ejendom ved en beslutning som den omhandlede
afskæres fra en udnyttelse, som efter
dens beliggenhed og øvrige beskaffenhed måtte
anses for rimelig og forsvarlig. Hvis den
ligger i de områder, hvor den efter udvalgets
beslutning ikke kan forvente at opnå tilladelse
til nye overkørsler, og der ikke gives dispensation,
må det normalt antages, at der heller ikke
efter den ældre lovgivning ville være givet
tilladelse til overkørsel.
Det kan imidlertid i sjældne undtagelsestilfælde
tænkes, at ejeren ved bekendtgørelsen
afskæres fra en økonomisk rimelig udnyttelse
af arealet, svarende til den faktisk stedfindende
udnyttelse af de omliggende, til vejen stødende
arealer. Udvalget har derfor i § 37 foreslået,
at ejeren i sådanne tilfælde kan kræve arealet
overtaget af vejbestyrelsen mod erstatning. Denne
bestemmelse svarer ganske til byplanlovens
§ 14.
En forudsætning for, at facadeejeren kan
kræve arealet overtaget af vejbestyrelsen, må
det dog være, at denne ikke anviser ham anden
tilstrækkelig adgang til arealet. Som fremhævet
ovenfor i afsnittet om ekspropriationsbestemmelserne
vil vejbestyrelsen efter forslaget kunne
foretage ekspropriation til de fornødne private
fællesveje til tilvejebringelsen af passende
adgangsforhold til arealet.
Da de foran omhandlede bestemmelser om
regulering af adgangsforholdene til vejene ikke
vil kunne håndhæves på fyldestgørende måde,
medmindre ministeriet og vejbestyrelsen bistås
af de matrikulære myndigheder, har udvalget
endelig foreslået, at det påhviler disse, herunder
praktiserende landinspektører, ved forefaldende
udstykninger at påse, at de pågældende
bestemmelser iagttages.
Da lodsejerne i intet tilfælde har nogen
egentlig ret til etablering af overkørsler til de
offentlige veje, har man ikke anset det for