betænkning

Under den nugældende retstilstand er det et
omstridt spørgsmål, hvorvidt vejbestyrelserne
har adgang til at opkræve parkeringsafgifter.
Indenrigsministeriet har i skrivelse af 18. november
1929 udtalt, at en kommune nok på
enkelte pladser af særlige trafikale hensyn kan
kræve parkeringsafgift for visse fordele (d. v. s.
tilsyn), når der andre steder i købstaden indrettes
passende beliggende afgiftsfri parkeringspladser.
Spørgsmålet har været forelagt domstolene
to gange (UfR. 1932/206 og 1932/802). Den
første dom vedrørte et tilfælde, hvor en motorvognsfører
var sat under tiltale for overtrædelse
af færdselsloven af 1. marts 1923 og vedkommende
politivedtægt ved at have nægtet at
betale en af politiet fastsat afgift for benyttelsen
af en kommunal parkeringsplads. Landsretten
udtalte, at der ikke i de i anklagen nævnte
bestemmelser fandtes hjemmel til at straffe
nægtelsen af at betale afgift. Dommen afgjorde
imidlertid ikke spørgsmålet om, hvorvidt
kommunen havde hjemmel til at opkræve afgiften.
Den anden dom angik et tilfælde, hvor en
motorfører, der havde parkeret sin vogn på en
kommunal parkeringsplads, hvor der efter samråd
mellem politimesteren og vejbestyrelsen
var ansat en opsynsmand, der anviste holdeplads
og afkrævede motorførerne en afgift på
50 øre, havde nægtet at betale denne afgift.
Dommen statuerede, at denne undladelse ikke
var strafbar efter færdselsloven eller politivedtægten.
Motorføreren blev dog dømt for overtrædelse
af færdselslovens § 2, da han ikke
efterkom politiets ved hans vægring ved at betale
motiverede påbud om at fjerne vognen fra
pladsen.
Fra motororganisationernes side har det været
fremhævet (»Motor« 1953, pag. 17—19),
at der består en ubetinget ret til parkering for
de motorkørende, og at det må være ulovligt
på offentlige parkeringspladser at kræve en afgift,
idet udgiften ved drift og vedligeholdelse
og eventuelt fornødent tilsyn med pladsen må
påhvile den pågældende kommune. Efter motororganisationernes
opfattelse betaler de motorkørende
gennem motorafgifterne ikke alene
for retten til at køre ad vejene, men også for
at få mulighed for at henstille deres motorkøretøjer.
Motororganisationerne er dog naturligvis
klare over, at politiet med hjemmel i de fornævnte
bestemmelser i færdselsloven kan indføre
helt eller delvis parkeringsforbud i visse
50
gader, men mener, at det næppe vil være lovligt
at udstede et totalt forbud mod parkering
i den indre by i København.
Poul Andersen har i UfR. 1951, B/55, været
inde på spørgsmålet. Efter hans opfattelse
må en vis adgang til parkering af automobiler
under nutidens forhold anses for en bestanddel
af almenbrugen. Dette gælder om kortvarige
parkeringer, være sig på parkeringspladser
eller uden for sådanne. Bortset fra disse tilfælde
sker der ved parkeringen en beslaglæggelse
af gadearealet, som må sidestilles med anbringelse
af andre genstande på dette, f. eks.
salgsvogne, for hvilke der givetvis kan kræves
en afgift, jfr. for Københavns vedkommende
byggelovens § 27 og regulativ af 14. september
1939, § 20. Det samme må gælde om parkeringer,
der strækker sig over længere tid. Den
retlige begrundelse for sådanne afgifter må efter
forfatterens mening søges i ejendomsretten
over gadens areal.
Den teoretiske diskussion om parkeringsafgifterne
har derimod hidtil i mindre grad
drejet sig om de afgifter, der betales til »parkeringsvagterne«.
Disse afgifter kan nemlig
ikke betragtes som afgifter til det offentlige,
men kun som en slags drikkepenge til de enkelte
vagter.
Fcerdselslovsudvalget har overvejet at indføre
en ordning, der giver politiet adgang til i et vist
omfang at forbyde udøvelse af parkeringstilsyn.
Udvalgets flertal har imidlertid haft den
opfattelse, at en sådan ordning i realiteten ville
betyde en autorisation af de øvrige parkeringsvagter,
og at det under en sådan ordning i det
lange løb måtte anses for uholdbart at hævde,
at der ikke opstår betalingspligt for parkering
på steder, hvor der er vagt. Det pågældende
udvalg har ligeledes overvejet, i hvilket omfang
der bør anerkendes en hjemmel for myndighederne
til at stille krav om vederlag for benyttelse
af parkeringsarealer på offentligt vejareal.
Udvalget har anset det for påkrævet, at
der enten gennem færdsels- eller vejloven træffes
en afgørelse heraf, men har haft den opfattelse,
at dets løsning i væsentlig grad må
påvirkes af de almindelige principper for byrdefordelingen
mellem de motorkørende og de
kommunale myndigheder, og har derfor, da
det var oplyst, at spørgsmålet var til overvejelse
i vejlovsudvalget af 1951, afstået fra
at stille forslag om indførelse af en bestemmelse
herom i færdselsloven.