betænkning

etøjer blevet stadig mere brændende på grund
af den stærke vækst af antallet af motorkøretøjer.
Det må derfor anses for nødvendigt, at der
fremskaffes sådanne parkeringsmuligheder, at
det nødvendige parkeringsbehov kan tilfredsstilles.
Da etableringen af parkeringsmuligheder,
især i byens centrale områder, er forbundet
med store omkostninger, må der imidlertid
jævnsides hermed træffes regulerende foranstaltninger
til begrænsning af den ikke
strengt påkrævede parkering i de indre byområder.
Navnlig må det anses for ønskeligt at begrænse
langtidsparkeringen, der optager en
uforholdsmæssig stor del af de forhåndenværende
parkeringsmuligheder i byerne og dermed
hindrer den fra et samfundssynspunkt
langt mere påkrævede korttidsparkering, jfr.
nærmere betænkningen (pag. 48—49). Parkering
på vej arealerne kan i øvrigt i mange tilfælde
være til stor ulempe for den kørende
færdsel og medfører hyppigt trafikstandsninger.
I henhold til §§ 3 og 31 i færdselsloven af
14. april 1932 kan politiet forbyde eller regulere
parkeringen på steder, hvor det skønnes
nødvendigt. Endvidere er der i lovens § 30 givet
bestemmelser, der forbyder henstilling af
køretøjer til gene for den øvrige færdsel, ligesom
det i § 31 bestemmes, at køretøjer uden
for parkeringspladser kun må henstilles ganske
kort tid på vejarealer, medmindre det er
udelukket, at det kan være til ulempe for
færdselen på det pågældende sted.
I det af færdselslovsudvalget udarbejdede
udkast til ny færdselslov er der optaget tilsvarende
bestemmelser i §§ 37 og 56. Efter forslagets
§ 56 udkræves fremtidig vejbestyrelsens
samtykke til forbud mod parkering og ikke
alene som efter den nuværende færdselslov til
anvisning af parkeringsplads. Efter forslagets
§ 37, stk. 1, må køretøjer ikke standses eller
parkeres på et sådant sted eller på en sådan
måde, at der opstår fare for andre eller unødigt
voldes ulempe for færdselen.
Som nævnt i betænkningen (pag. 49) synes
erfaringerne fra udlandet imidlertid at vise, at
politimæssige reguleringer ikke i det lange løb
alene kan sikre en hensigtsmæssig udnyttelse
af de bestående parkeringsmuligheder, og de
bidrager ikke til fremskaffelse af nye parkeringsanlæg.
Det har derfor været overvejet at
give vejbestyrelserne adgang til at opkræve
parkeringsgebyrer dels til dækning af udgif-
102
terne ved etableringen af parkeringsanlæg, dels
til begrænsning af langtidsparkeringen.
Under den nugældende retstilstand er det et
omtvistet spørgsmål, hvorvidt vejbestyrelserne
er berettiget til at opkræve afgifter af den omhandlede
art. Dette gælder særligt med hensyn
til arealer, der er bestemt til at tjene den almindelige
færdsel, d. v. s. veje, gader og pladser,
men måske i mindre grad parkeringsarealer,
der indrettes uden for disse, f. eks. på
lejede eller dertil særligt erhvervede grundstykker.
Det synes i hvert fald ubetænkeligt at
tillade opkrævning af afgifter, når det drejer
sig om særlige parkeringsanlæg, f. eks. underjordiske
parkeringspladser, parkeringsbygninger
m. m. modsætning til dele af gader og
pladser, der blot ved skilte, brolægning, kantsten
eller lignende udskilles til anvendelse til
parkering eller endog til tider benyttes som
almindelig kørebane. Vejbestyrelserne vil næppe
kunne etablere bekostelige parkeringsanlæg,
såfremt der ikke gives dem adgang til at få
nogle af de dermed forbundne udgifter dækket
gennem afgifter. Det foreslås derfor i §
56, stk. 1, udtrykkeligt at tillægge vejbestyrelserne
ret til at oppebære afgifter af de motorkørende
til dækning af udgifterne dels ved
etablering af »særligt indrettede« parkeringspladser
og -anlæg dels ved driften af sådanne
anlæg, herunder ved udøvelsen af tilsyn med de
parkerende motorkøretøjer. For så vidt angår
parkeringsregler ved parkeringspladser, der ikke
kan betegnes som »særligt indrettede«, tilsigter
bestemmelsen i stk. 1 ingen ændring i de bestående
forhold, jfr. i øvrigt færdselslovsudvalgets
betænkning (pag. 93—94).
Stk. 2 omhandler forholdene ved al anden
parkering end den i stk. 1 omhandlede, d. v. s.
både parkering på »almindelige«, blot med
skilte etc. afmærkede parkeringspladser, og parkering
langs kantsten o. s. v. Erfaringerne fra
udlandet viser, at opkrævning af afgifter kan
være et virksomt middel til begrænsning af
den uønskede parkering, navnlig langtidsparkeringen
i byernes indre områder. Der foreligger
— bl. a. måske på grund af tvivl om
afgiftens holdbarhed — såvidt vides ikke forsøg
på at gennemføre en sådan ordning herhjemme,
men det må med erfaringerne fra udlandet
in mente anses for uheldigt, hvis lovgivningen
skulle være til hinder for, at vejbestyrelserne
i givet fald benyttede denne udvej.
Det foreslås derfor, at der til supplering af de
fornævnte bestemmelser i færdselsloven åbnes