betænkning

senteret i amtsrådet, foreslås det endelig, at valget
af amtsrådets repræsentanter i det for Bornholms
amt nedsatte udvalg skal foretages af rådets
landbovalgte medlemmer.
Amtsudvalgene bør under deres arbejde gå
frem efter de foran angivne retningslinier, og
de må endvidere tage hensyn til foreliggende
byplandispositioner, herunder dispositionsplaner,
jfr. stk. 4. Det kan ikke i så henseende
være en betingelse, at de pågældende planer
er godkendt af indenrigs- og boligministeren.
Der må også tages et vist hensyn til de planer,
som er vedtaget af kommunalbestyrelsen og
under behandling i ministeriet eller hos den
kommitterede i byplansager.
For at den nødvendige ensartethed kan opnås,
bør de enkelte amtsudvalgs forslag godkendes
af ministeren for offentlige arbejder.
Hvis ministeren kan tiltræde forslaget, sker der
offentlig bekendtgørelse herom efter reglerne
i § 36, stk. 5. Såfremt kommunalbestyrelsen i
en kommune, hvorigennem en af udvalget behandlet
vejstrækning forløber, er uenig i udvalgets
indstilling, f. eks. fordi denne gør
indgreb i kommunens bebyggelsesplaner, kan
ministeren for offentlige arbejder dog først
godkende indstillingen efter forhandling med
indenrigs- og boligministeren.
Det foreslås i stk. 7, at ministeren for offentlige
arbejder i særlige tilfælde efter forhandling
med indenrigs- og boligministeren
og med vej nævnets tilslutning kan træffe bestemmelse
om regulering af adgangsforholdene
til vejstrækninger, som ikke er foreslået af
udvalget eller skærpe de af udvalget foreslåede
bestemmelser, jfr. nærmere herom bemærkningen
(pag. 27—28).
Indholdet af de beslutninger, der i medfør
af den foreslåede bestemmelse træffes om varige
begrænsninger i adgangen til de forskellige
vejstrækninger, må afpasses efter de enkelte vejstrækningers
karakter.
Adgang for den kørende færdsel til vejen
bør på de vejstrækninger, der betjener den
gennemgående færdsel, og som ikke allerede
er forsynet med en sammenhængende randbebyggelse,
kun kunne tillades med visse mellemrum,
og de tilladte overkørsler må derfor hyppigst
betjene flere ejendomme, således at der
må anlægges forbindelsesveje fra overkørslerne
til de enkelte ejendomme. På tilsvarende måde
må de sekundære veje, der ønskes tilsluttet den
mere betydende vej, samles i enkelte vejtilslutninger
til denne. Afstanden mellem de over-
kørsler og vejtilslutninger, der kan etableres
til den pågældende vejstrækning, må afhænge
af dennes færdselsmæssige betydning. Det foreslås
i stk. 3 i almindelighed at undtage de for
driften af landbrugsejendomme nødvendige
markoverkørsler og -overgange, selv i tilfælde
hvor der for en vejstræknings vedkommende
i øvrigt udstedes generelt forbud mod anlæg af
overkørsler. Markoverkørsler har bl. a. i almindelighed
ikke den samme kontinuerlige benyttelse
som overkørsler til en beboelsesejendom
eller en fabriksvirksomhed. Det forekommer
heller ikke så betænkeligt at undtage markoverkørslerne,
når det samtidig i § 34, stk. 1,
fastslås, at sådanne overkørsler ikke uden særlig
tilladelse må benyttes til andet end den for
jordens drift fornødne færdsel. Udvalget vil
dog kunne træffe bestemmelse om, at markoverkørsler
kun må etableres på bestemte, nærmere
angivne steder.
Selv om der ingen overkørsel haves, kan
adgangen for gående færdsel fra en parcel til
den tilstødende vej i visse tilfælde danne grundlag
for bebyggelse langs vejen eller for anlæg
af idrætspladser og lignende, hvilket medfører,
at vejarealet belastes med holdende vogne,
fodgængertrafik, legende børn o. s. v. Skal en
videre udvikling af randbebyggelsen langs de
vigtigere veje hemmes, vil det i mange tilfælde
være nødvendigt at foretage en begrænsning
ikke alene af antallet af de overkørsler og vejtilslutninger,
der kan tillades etableret, men
også i adgangen til at opnå overgange til vejen.
På de vejstrækninger, hvor der på grund af de
tekniske forhold, f. eks. fordi der ingen grøfter
findes, ikke kan blive tale om anlæg af
overgange, må forbudet gælde selve den gående
passage mellem grunden og vejen, jfr.
bemærkningerne til § 34 i slutningen. Da der
som regel ikke vil være anledning til at hindre
den gående adgang til vejen, førend spørgsmålet
om udstykning med bebyggelse m. m. for
øje bliver aktuelt, bør amtsudvalgets beslutning
normalt gå ud på, at begrænsningen i den
gående adgang først skal være gældende fra
dette tidspunkt. Kun i særlige tilfælde, f. eks.
i skarpe kurver, hvor der ingen fortove findes,
vil færdselsmæssige hensyn kunne gøre det
nødvendigt at hindre den gående færdsel mellem
vejen og tilstødende marker eller andre
arealer, der ikke udnyttes til bebyggelse m. m.
Det arbejde, der i medfør af forslaget skal
udføres af amtsudvalgene til sikring af færdselen,
må anses for en samfundsopgave, og det
89